Nyt lej en traktor-koncept præsenteret

Semler Agro kaster sig yderligere ind i kampen om kunderne på lejemarkedet.

For tiden skyder der en række lej-en-traktor-koncepter frem.  

Nu smider Semler Agro et nyt koncept ind på markedet:

Lej-en-brugt-traktor under det mundrappe navn Re-leasing.

Her lover Semler at man kan leje en fuldt køreklar og gennemtestet John Deere traktor i ti uger til en fast pris med 40 køretimer om ugen og forsikring inkluderet.  Det er ofte nye eller nyere brugte traktorer – eks. demomodeller, der maksimalt har fem år på bagen, som udlejes.

Eksempelvis tilbydes en 280 hk traktor til en timepris på 233 kr., mens en 150 hk traktor kan lejes for ca. 129 kr./time.  

”Vi ser en verden i forandring, der bevæger sig mere mod leje og leasing. Det er attraktivt for kunderne, da de kan beregne deres præcise omkostninger. I dag lejer nogle landmænd helt nye maskiner, men i langt de fleste tilfælde kan opgaverne løses med en nyere brugt traktor i perioder med spidsbelastning. Vi giver leasing-modellen et twist”, siger Morten Skau Foged fra Semler Agro i en pressemeddelelse.

Fra Semler lyder vurderingen, at man kan spare mellem 20-50 kroner i timen, afhængig af model, i forhold til at leje en ny traktor.

Den mest direkte konkurrent er Claas, som i maj lancerede deres koncept Claas Rental, hvor man ligesom hos Semler Agro kan se de konkrete traktorer på en hjemmeside og booke traktoren der.  

Når man snakker prisforskelle, så skal man i øvrigt se godt efter, hvad der findes af udstyr på de enkelte modeller.

Måske også andre maskiner

Ifølge Morten Skau Foged er der stigende interesse for udlejning på markedet, og selvom det nye koncept potentielt kan påvirke salget af nye maskiner, så er det stadig den rigtige vej at gå for Semler Agro.

”Det er rigtigt, at vi lever af at sælge maskiner, men vi er altså sat i verden for at servicere de danske landmænd og imødekomme deres behov. Så vi må naturligvis følge med udviklingen og tilbyde nye services til glæde for vores kunder,” siger Morten Skau Foged.

Det koncept indbefatter indtil videre kun traktorer, men Semler Agro afviser ikke, at Re-leasing konceptet udvides med andre typer maskiner.

”Lige nu er det kun traktorer med 100 hestekræfter og op efter. Vi skal gøre os nogle erfaringer og udvider gerne, hvis vi mærker, at kunderne efterspørger et større udvalg. Og så har vi selvfølgelig stadig vores traditionelle udlejningsmodel, hvor man selv kan bestemme perioden, tidsforbruget og antallet af hestekræfter,” siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.