På traktor til Island: Frem med Gaffa-tapen

Følg her Kurt L. Frederiksens egen beretning fra den første strækning på hans Islands-rejse på en lettere bedaget Valmet traktor.

Se kortet over Island foran dig. Træk så en linje fra Akureyri midt i den nordlige del af landet mod øst ned til Egilstadir. Nord for den linje ligger den nordøstlige del af Island, bortset fra det indre den mest øde, men måske også smukkeste del. Jeg har fulgt vejen langs kysten i det dejligste sommervejr, man kan tænke sig. Solskin, ca. 12 grader, stort set vindstille. Kiggede jeg til højre var udsigten Ishavet hele vejen til Østgrønland, ligeud jordvejen med græsmarker omkring og til venstre højdedragene og fjeldene med sne på toppen.

Ingen mennesker

Hist og her ligger der en ensom gård. Det fortælles, at fjernundervisning via computer er udviklet i disse egne. Det virker rimeligt. Trafikken behøver man ikke at tage sig i agt for. Her er ingen. Alligevel er der sat skilte op. De skal advare trafikanterne mod fugle, som er disse egnes egentlige befolkning. De er overalt. Bekkasinen sender sin kærlighedstrommen ud over det hele, fætter rødben hidser sig op, den har vel unger her, ternerne søger føde, og gæssene skider på vejen.

Her er ro, ro og vand. Landet vel burde hedde Vandland. Små bække bliver til åer, der samler sig i stadig større. Det styrter ned fra fjeldene, det vider er sig ud i store brede søer og snævrer sig sammen i hidsige slugter. Sten og ral rives med, og for enden venter havet.

643 højdemeter og vejen forsvinder i skyen

Et skilt fortæller, at idyllen er forbi. 15 pct. stigning og fald over de næste få kilometer. 643 højdemeter. Jeg kigger op. Vejen forsvinder i en klam, grå sky. Flere steder er stigningen så voldsom, at jeg må ned i gear. Og når det er rigtig stejlt, må jeg køre helt langsomt. Smeltevand har skyllet vejens overflade væk, der er kun halvstore sten tilbage. Jeg er ikke nervøs for traktoren. Det er campingvognen, der er det svage led.

 Så er jeg oppe. Nu begynder vanskelighederne først. Jeg skal ned igen. Et lavt gear, så jeg bremser med motoren, fuld opmærksomhed på omdrejningstælleren og termometret. Mange steder tør jeg slet ikke bruge bremserne. Blokerer hjulene i det løse grus, kan styringen forsvinde. Rækværk findes ikke her.

 Man føler, man lever de par timer, sådan en tur varer. Det gik fint, men måske er det hele alligevel slut. Traktoren har fået en lyd. En skinger, medholdende raslen. Metal mod metal. Er det gearkassen eller bagtøjet? Fyldt med bange anelser holder jeg stille og stiger ud. Motoren er det ikke, den frikendes. Lyden er der bare hele tiden. Jeg kan intet gøre her, hvor jeg er. Det må briste eller bare. Jeg fortsætter. Det gør lyden også.

 Så får jeg stødt til bremsepedalen med træskosnude. Lyden stopper. Forsøget gentages. Flere gange – og med stigende lettelse. Så ved jeg, hvad det er. Frem med Gaffa-tapen, nogle stykker sættes i spænd ved det beslag, der gør de to bremsepedaler til én. Lyden er borte. Alt virker, som det skal. For den her reklame, skylder Gaffa-firmaet mig en pæn sum.

Verdens største lakseproducent - på land. 

I Kopasker blev jeg inviteret til at se Silverstar. Det er en virksomhed med ca. 25 ansatte plus nogle spanske løsarbejdere. Virksomheden er verdens største producent af laks – 1.200 tons om året -  på land. De køber fiskene fra små, fodrer dem op i store bassiner, hvor vandet hele tiden cirkuleres. Det tvinger fiskene til at svømme mod strømmen med det resultat, at der ikke er fedt i kødet, og de fodres ikke mere, end de skal springe for føden. Gør de ikke det, får de for meget, og mængden reduceres. De fodres med proteinholdige planteprodukter, soja og majs, og for hver et kilo foder giver de et kilo kød igen. Hvordan mon det forhold ser ud i den hjemlige svineproduktion? Alt bliver på det strengeste kontrolleret, og her er ingen forurening, det rensede vand ledes ud i en å og løber videre ud i havet.

Kaffe i privaten og lov til at køre den gamle Deutz

Jeg drejede ned på en plads, der skiltede med museum. Det viste sig også at være en campingplads. Der var bare ingen telte, men to efterladte campingvogne og et ungt par, der var ved at pakke en motorcykel. Ejeren kom straks springende. Han havde set og hørt om min tur. Til gengæld for besøget kunne jeg bruge det hele, og det skulle ikke koste mig en krone. Jeg blev vist rundt, fik lov til at køre den gamle istandsatte Deutz, fik kaffe i privaten – og et brusebad. Og så kom manden kørende med sin Valtra, en 6550 fra 1990. Han bedyrede, at det var et populært mærke på Island. Så mange har jeg nu ikke set, men det kan jo komme. Jeg har kun været i de mest øde egne – endnu.

Natten tilbringer jeg på en biludstilling, en ophobning at gammelt rusten lort. Men tag ikke fejl. Her er også rene perler imellem, fine ting. Præsidentens sorte Cadillac med lyseblåt plysindtræk fx Dette er himlen for bilentusiaster.

Om turen

Kurt L. Frederiksen stævnede ud hjemme fra Reersø i sidste uge. Rejsen startede med at gå til Kalundborg, hvorefter han med traktor og campingvogn tog færgen til Samsø for efterfølgende at tage færgen til Jylland med Hou som destination. Derefter gik turen op igennem Jylland til Hirshals. Herfra sejlede han videre til Island. Turen forventes at vare fem uger. Undervejs skal der tilbagelægges omkring 3.500 km.