Politiet er ude med det store vejeudstyr

Det forventes, at der bliver stoppet 5.000 landbrugskøretøjer i dette forår.

Når du stævner ud med traktoren på vejene i dette forår, kan det være en yderst god idé at tjekke, om alt nu er helt lovligt.

Risikoen for, at politiet vil foretage samme tjek er nemlig stor i år.

På det seneste har færdelspolitiets folk med fokus på såkaldte tungvogne holdt flere store razziaer. Det forlyder fra branchekilder, at politiet forventes at stoppe ca. 5.000 landbrugskøretøjer dette forår mod tusind normalt.

Hos DM&E fortæller chefkonsulent på agro-området, Kasper Kjær Jensen, om travle dage ved telefonen.

- Folk hører, at naboen er blevet taget og ringer for at høre om reglerne. Vi hører, at der er fokus på gyllekøretøjerne, og at de er meget professionelle og er gode til at spotte, om der er gylle i tanken, når de vinker folk ind, siger han.

Hos DM&E har man bl.a. hørt om betingede frakendelser af kørekortet, for eksempel fra landbrugskøretøjer, som ikke overholdt reglerne for vægt.

Efter sigende har politiet både været  i gang Midt- og Vestjylland og Vendsyssel.

Hos maskinrådgivningen hos Byggeri & Teknik i Herning har man også bidt mærke i øget kontrol.

Her skrev man fornylig ud på Facebook for at gøre landmændene opmærksomme på øget kontrol.

- Vi kan høre, at politiet har lavet aftaler med firmaer med en brovægt, de har bremsestand med, og de har også i visse tilfælde deres små pladevægte med, lød det bl.a. i opslaget.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.