Stor maskinforhandler lader maskinerne rulle i marken

I dag torsdag har Semler Agro gang i den anden af i alt fire demonstrationsdage. Lokationen denne gang er nær Karup, Midtjylland.

I marken netop nu viser Semler Agro produktpaletten frem af såvel maskiner som redskaber. Den danske John Deere- og Väderstad-forhandler har taget hul på nummer to ud i alt fire demo-dage fordelt geografisk rundt om i landet. I dag går det løs på Vestermarksvej 2. ved Karup i Midtjylland.

»Vi har en række redskaber med fra Väderstad, og her er nyhederne først og fremmest Ferox-harven og en udgave af Carrier’en med de nye cross-cutter disc«, fortæller sælger Asger Jørgensen fra Semler Agro.

Han er tilknyttet de svenske redskaber og fremhæver især Ferox-harven for dens alsidighed.

»Det er en let stubharve, der også kan fungere som såbedsharve ala vores meget solgte NZA-model. Rammen er den samme, men vi har blot andre tænder på, og arbejdsdybden går derfor ned i 12 centimeter. 12 centimeter er også tandafstanden, så her med en 16 centimeter bred gåsefodstand har vi faktisk fuld gennemskæring i samtlige syv meters arbejdsbredde«, forklarer han og tilføjer, at den løsning er eftertragtet hos flere økologer.

Mere end bare grønne traktorer

Semler Agro har også Kramers læssemaskiner med på demo-touren. De er kommet til i løbet af foråret efter Kramer og John Deere samarbejde blev annonceret tilbage på Agritechnica 2017.

Dertil kommer et væld af de grøn-gule John Deere-traktorer, hvor man eksempelvis kan stifte bekendtskab med den stærke seks’er i form af John Deere 6250R med op til 300 heste (max. inkl. boost).

I rækken af traktorer gemmer sig også John Deere 6155R, som fra næste år fås med en større hydraulikpumpe samt muligheden for John Deere CommandPro kørehåndtaget. Til næste år bliver det nemlig en valgmulighed på alle 6R-modeller med trinløs AutoPowr-transmission.

Semler har også import og salget af Sulky gødningsspredere i Danmark. Sprederne er repræsenteret på demo-touren i form af Sulky X40+, der er den mindste af to højspecificerede liftmodeller fra Sulky.

»Den har blandt andet sektionskontrol og kan tildele gradueret gødskning med to forskellige værdier i højre og venstre side, hvis man ønsker det«, fortæller Alexander Sutton, ansvarlig for Sulky og Kramer hos Semler Agro.

Demonstrationen i dag sluttter kl. 16.00. De to sidste demodage bliver afholdt henholdsvis 23. og 26. oktober ved Fredericia og Kalundborg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.