Succesrig topchef trækker sig ud af familiefirmaet

Familien bag Bogballe solgte for år tilbage virksomheden. Nu træder familiens tredje generation i ledelsen fra.

Efter tyve år som direktør for Bogballe og endnu flere år ”hjemme” i familienvirksomheden stopper Nils Jørn Laursen nu som direktør for virksomheden.

Skiftet er vel planlagt i og med, at der blev hentet en ny salgsdirektør til Bogballe i sommer. Nicolai Staflin skal fremover bide skeer med større opgaver, men bliver i ledelsen flankeret af produktionsdirektør Henning Troelsen og administrationschef Henrik Mathiasen med mange år på bagen hos Bogballe.

Igennem mange år har Nils Jørn Laursen drevet en af de mest vellykkede og bedst indtjenende fabrikationer af danske landbrugsmaskiner. År efter år er der indløbet stabile overskud hos familiefirmaet, som til stadighed har formået at udvikle sit snævre produktsortiment, gødningssprederne i kamp mod langt større internationale producenter.

I 2017 købte kapitalfonden Erhvervsinvest aktiemajoriteten i firmaet, og genererer fortsat pæne overskud fra deres investering.

Ifølge en meddelelse fra Bogballe vil Nils Jørn Laursen nu bruge tiden på andre erhvervs- og fritidsinteresser.

“Bogballe er en sund og succesfuld virksomhed og foråret 2021 er det rigtige tidspunkt at træde til side. Bogballe har fyldt særdeles meget i mit liv og udviklingen fra at være en mindre familieejet virksomhed til at arbejde på globalt niveau, har været både spændende og lærerigt men har naturligvis også krævet en ekstraordinær indsats med afsavn.

Jeg vil gerne takke alle de dygtige og dedikerede medarbejdere, som gennem årene har bidraget til Bogballes udvikling. Det er takket være gode medarbejdere, at jeg med sindsro kan fratræde og hellige mere tid til min familie og andre aktiviteter”, siger Nils Jørn Laursen, der samtidig bibeholder sin egen aktiepost i firmaet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.