Traktoren skal være billig – og mærket er ikke så vigtigt

Han går efter at vinde vores vind-en-traktor-konkurrence. Nysgerrighed efter at finde en god traktor til rigtig pris, driver ham.

Når Christian Kring og hans far skal over markerne er der lidt at se til.

32-årige driver sit eget landbrug med ca. 300 ha ren planteavl, som han forpagter rundt om udgangspunktet fra en mindre landejendom i Øster Starup mellem Kolding og Vejle.

Kort op af deadline 6. maj på vores konkurrence vind-en-traktor meldte han sig ind i kampen om 50 timers gratis traktorforbrug af Kubotas største landbrugstraktor M7172.

Traktoren kan evt. komme i brug på et større areal, da Christian og hans far i alt driver 600 ha tilsammen.  

Egentlig er han ganske godt tilfreds med sine nuværende traktorer. Det har længe været New Holland, som har regeret hos familien Kring, men samtidig vil han gerne undersøge andre muligheder i markedet.

”Vi har New Holland og er tilfreds med det. Men traktormærket betyder egentlig ikke så meget for mig. Det som betyder noget er bundlinjen. Og så skal der være en vis komfort og udstyr. GPS er dejligt at køre med. Og sidste gang sparede vi affjedring på forakslen, og det var ikke så godt et valg. New Holland har været et godt valg på grund af økonomien. Nu ved jeg ikke, om de er så meget billigere længere”, siger han og oplyser, at de nok ikke er lige ved at skulle handle traktor.

”Men det er fint at få prøvet noget forskelligt, og det her er en god mulighed for at se, hvad Kubota er for en traktor. Det er jo en af dem, som vi ikke har nogle erfaringer med”, siger han.

I planteavlen drives der en række traditionelle kornafgrøder som hvede, vårbyg, vinterbyg, vinterrug og raps ligesom, der også dyrkes rødsvingel og strandsvingel.

Faren har også 300 hektar samt 160 malkekøer dertil.

Christian Kring ønsker bl.a. at indsætte Kubota’en til opgaver med 4-5 furet plov, en halmstrigle og så måske som trækkræft til en direkte såmaskine.

Han ser tilbage på april, hvor der var gode forhold i marken til at få udgjort de mange opgaver.

”Alt er pt tilsået, alt gylle er kørt ud så tilbage står "kun" at gøde hveden færdig og holde afgrøderne sunde og raske og håbe på mere regn,” lyder det fra ham.

Vinder afsløres i TraktorTech 28. maj – se traktoren på dyrskuer

Det var som sagt i starten af ugen, at vi lukkede for nye tilmeldinger til konkurrencen her på landbrugsavisen.dk.

Vi takker for mange gode bidrag og historier om forårsarbejdet, som mange efterhånden har lagt bag sig. 

De to heldige vindere af 50 timers forbrug af Kubota M7172 afsløres i næste udgave af TraktorTech 28. maj. Skulle man være så uheldig ikke at vinde, så kan man alligevel få et glimt af traktoren, som er helt ny på det danske marked.

Importøren Svenningens har nemlig fået et eksemplar hjem som demo-model. Den skal i den kommende tid ud på marken til sælgertræning, og derefter skal den med på flere dyrskuer i bl.a. Roskilde, Odense og Landsskuet i Herning.     

Faktaboks

Vinder-traktor:

  • Model: Kubota M7172.
  • Transmission: Trinløs KVT.
  • Luftaffjedret kabine.
  • Frontlift.
  • 12” terminal.
  • Isobus-klar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.