- Vi er faktisk en af verdens største producenter af såmaskiner

Väderstad sætter ny salgsrekord trods stort tab af det russiske marked.

Den svenske redskabsproducent Väderstad buldrer videre, selvom der absolut også har været bump på vejen det seneste år.

Väderstad har netop offentliggjort nye tal for forretningens størrelse. Omsætningen stiger i 2022 til mere end fem mia. skr. for første gang, hvor man sidste år omsatte 4,2 mia. skr.

Mattias Hovnert, ansvarlig for Väderstads salg oplyser, at især det canadiske marked er vokset helt vildt for Väderstad.

- Canada er vores største marked nu. Det er mest med air seed-produkter, hvor vi er markedsleder men også europæiske produkter. Vi ser på yderligere vækst, og efter vi opkøbte en amerikansk producent har vi fået tre brands med ind i Nordamerika, fortæller han.

Medvind har der også været i Østeuropa, hvor der har været stigende appetit på Väderstads maskiner i lande som Polen, Rumænien, Bulgarien og Ungarn.

- Når vi ser bort fra situationen i Ukraine og Rusland, så udvikler Østeuropa sig fantastisk. Vi er nu blandt de største producenter af såmaskiner i verden, siger Matias Hovnert på en dag, hvor Väderstad nu kan fortælle, at man producerer over 7.000 maskiner og mere end en million reservedele om året og har mere end 2.000 ansatte til at producere dem og få dem ud i markedet og servicere.  

Kigger man over Väderstads regnskabsbøger fra foregående år, så har Rusland også været et af hovedmarkederne for Väderstad. Men læg mærke til ordet 'været'.

LandbrugsAvisen har tidligere berettet, hvordan Väderstad helt har lukket for leverancer af maskiner til Rusland efter landets invasion af Ukraine. Man har dog stadig ansatte i landet, som sørger for at holde kunderne kørende med reservedele.

- Det er en situation, som vi følger tæt. Som det er nu, så støtter vi stadig vores kunder og ansatte. Det er noget, vi følger tæt hele tiden, siger CEO Henrik Gilstring på Väderstads pressemøde.  

Väderstads bøger er endnu ikke så færdige, at de ligger med revisorfortegnelse i offentlige registre, og derfor har vi endnu ikke de endelige bundlinjetal.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.