Nye hvedesorter overhaler gamle favoritter

Sheriff, torp og benchmark har ikke klaret sig så godt som nogle af de nye sorter i årets sortsforsøg.

Kun halvdelen af årets sortsforsøg med vinterhvede gav brugbare resultater. Allerede i efteråret udgik to forsøg på grund af det regnfulde vejr, der umuliggjorde anlæggelse af forsøgene i et acceptabelt såbed. Efter høst måtte yderligere fire forsøg kasseres på grund af stor variation og dermed usikre resultater.

"Den store forsøgsusikkerhed skyldes hovedsageligt den tørre vækstsæson. Tilbage er seks forsøg, hvis resultater dog stadig skal bruges med forsigtighed og ses i sammenhæng med tidligere års resultater, da vækstsæsonen 2018 var historisk tør og afvigende", siger Lars Bonde Eriksen, landskonsulent hos Seges.

Stor gevinst af forædling

Ingen af de sorter, der er udbredte i dyrkningen, har givet topudbytter i år. Sheriff, torp og benchmark ligger med forholdstal 101, 100 og 98 og er distanceret af en række højere ydende sorter som LG Skyscraper og Kvium. Begge med forholdstal 108. Resultaterne fra i år og sidste år tyder således, ifølge Lars Bonde Eriksen, på en fortsat betydelig fremgang i forædlingen.

Sygdomsangrebene har været begrænsede. Det ses af merudbytterne for svampebekæmpelse, der sjældent er set lavere.

I vinterhvede anvendes en blanding af fire sorter som grundlag ved beregningen af forholdstal. Sortsblandingens udbytte på 93,0 hkg pr. hektar er 16,2 hkg pr. hektar mindre end sidste års meget høje udbytte og 6,3 hkg mindre pr. hektar end fem års gennemsnit. Det kan ikke tages som et udtryk for det generelle udbytteniveau i vinterhvede i 2018, da de dårligste forsøg er kasseret.

Lavt indhold af protein

Proteinindholdet er for de fleste sorters vedkommende 0,5-1,0 procentenhed lavere end de foregående to år. Det er overraskende, da tørke normalt betyder højt proteinindhold.

»Proteinindholdet påvirkes især af den sene optagelse af kvælstof. Årsagen til det lave proteinindhold kan derfor skyldes, at den sene kvælstofoptagelse ikke har været så stor som normalt på grund af tørken, samtidig med at mineraliseringen i den udtørrede jord må have været lavere end normalt«, siger Lars Bonde Eriksen.

Han tilføjer, at rumvægten i årets forsøg er høj og væsentligt højere end i de foregående år. Det er også overraskende i et tørkeår, hvor man ville forvente mange små og skrumpne kerner. En mulig forklaring på dette er, ifølge Lars Bonde Eriksen, at den tidlige start på tørken har bevirket en tilpasning af antallet af skud og kerneanlæg. Dermed har der har været tilstrækkeligt med ressourcer til at fylde de kerner, der blev dannet.

I tabellen er angivet de sorter, der er optaget på Landbrugsstyrelsens liste over brødhvedesorter. Ved opfyldelse af en række krav kan der anvendes kvælstofnorm til brødhvede. En række spændende sorter er blevet optaget på listen. Det lover godt for den fremtidige produktion af kvalitetshvede i Danmark.

I tabellen er forholdstallene fra 2017 og 2016 vist til sammenligning med årets resultater. Ud af de 60 sorter, der er afprøvet i 2018, er der udvalgt 22. Det er de højestydende sorter samt en række sorter med et vist fremavlsareal.

Alle resultater findes på www.SortInfo.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.