Sponsoreret af MSD Animal Health
Transportsyge: Grise fra vaccinerede søer har den laveste grad af smitte
Vaccination af søer og gylte mod transportsyge kan beskytte afkommet i op til 6 uger og nedsætter smittepresset i endnu længere tid.

Transportsyge er en sygdom med betændelse i bughule, brysthule, hjertesæk, led og hjernehinder. Den forårsages af en bakterie, der hedder Haemophilus parasuis eller bare Hp. Sygdommen benævnes også jævnligt som Glässer, og optræder både i klimastalden og i slagtesvineperioden. 

En undersøgelse foretaget i Spanien har demonstreret, hvordan Hp-vaccination af søer påvirker deres afkom i op til 60 dage efter fødsel – og måske endnu længere. Får søer og gylte deres anden Hp-vaccination to til tre uger før faring, vil pattegrisene kunne optage antistoffer fra råmælken i større mængder. Antistofferne beskytter grisene mod transportsyge og også imod selve smitten med Hp. 

Pattegrise smittes direkte fra søerne gennem staldluften. Hos syv dage gamle grise fra vaccinerede søer, var ingen smittede, mens 50 % var smittede fra ikke vaccinerede søer. 60 dage efter faring var forholdet 85 % mod 100 %. I perioden op til 160 dages alderen faldt andelen af smittede grise, men grise fra de vaccinerede søer var hele tiden lavest.

Smitten er målt som forekomst af levende Hp-bakterier på næseslimhinden, og metoden afspejler risikoen for at grisene faktisk får infektionen. Jo flere bakterier, jo større risiko for transportsyge. Undersøgelsen konkluderer, at niveauet af antistoffer i en gris bestemmer tidspunkt og niveau af smitte med Hp. 

Forskellen i antistoffer

Undersøgelsen viste også, at forskellen i antistoffer hos vaccinerede søer i sammenligning med ikke vaccinerede søer er tydelig, mens forskellen er mere udtalt i hver deres pattegrise. I perioden op til 60 dages alderen falder mængden af antistoffer, men grise fra vaccinerede søer havde et væsentligt højere niveau af antistoffer end grise fra ikke vaccinerede søer. Efter de 60 dage stiger niveauet svagt igen, og stadig klarer grisene, fra de vaccinerede søer, sig bedst. 

Sammenligning af undersøgelsens resultater for niveau af antistoffer og andelen af smittede grise, set i hele perioden fra faring til 160 dage, viser en sammenhæng. Grise med et højt niveau af antistoffer har en lavere grad af smitte. Grise fra vaccinerede søer har det højeste niveau af antistoffer i perioden og den laveste grad af smitte.

Gris med transportsyge. Der ses svære forandringer i både bug- og brysthule.
Gris med transportsyge. Der ses svære forandringer i både bug- og brysthule


Kilde: M. Cerdà-Cuéllar et al. Sow vaccination modulates the colonization of piglets by Haemophilus parasuis. Veterinary Microbiology 145 (2010) 315-320.

Emneord sponsoreret, MSD Animal Health, Transportsyge, Glässer, Haemophilus parasuis, råmælk, antistoffer, smitte

Sponsoreret af MSD Animal Health

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.