Ugen på spidsen: Hvordan ser fremtidens kostald ud?

Luftrensere til metan, sengebåse eller store arealer med halm. Gad vide, hvordan fremtidens kostalde ser ud?

Hvad kommer til at karakterisere en kostald anno 2025 eller 2030?

Jeg stiller spørgsmålet, fordi vi i denne uge sender et Fagmagsinet KVÆG Special på gaden med særligt fokus på byggeri og indretning. En lille håndfuld artikler i bladet sætter netop fokus på, hvordan kostalden anno 2030 ser ud.

Og i dag løfter Seges sløret for, at man har indsendt en ansøgning om fondsmidler til et projekt, som også har fremtidens kostalden som omdrejningspunkt.

Her er det centrale element, at man vil undersøge mulighederne i at gøre stalden så tæt, at luften kan renses og metanen oprenses, så metanudledningen fra kvægbruget mindskes.

Endnu er det stadig et projekt i en ansøgning - men det er mine øjne et projekt med perspektiver. Især også fordi ansøgerne vil inddrage alle interesserede udenfor landets grænser til at komme med ideer og måske allerede opfundne teknologier og løsninger. For koen udleder klimagas - lige meget om den står i Danmark, Spanien eller Holland.

Hvad er dit bud på fremtidens stald?

Så vidt stalden set ud fra klimaet, men spændende er det også at tænke på, hvordan staldene skal indrettes?

Vil vi fortsat se sengebåse dominere eller vil der blive eksperimenteret med store bokse med mange kvadratmeter pr. ko, som forfatterne til artiklerne i Fagmagasinet Kvæg skitserer?

Vil vi sige goddag-igen til en gammel klassiker som dybstrøelse med halm eller skal vi se mere på kompost, flis, tørv eller spagnum, hvis staldene skal indrettes med store hvileraler uden båseinddeling?

Kan det blive et forbrugerkrav eller en afsætningsmulighed for de få, at køerne ikke hviler i sengebåsestalde?

Og hvad med afgræsning - er den dømt ude for altid?

Vigtigst af alt er dog, at staldene skal kunne bygges, bruges og finansieres. Uanset produktionsform skal kapacitetsomkostningerne holdes på et minimum.

Hvordan tænker du, at fremtidens kostald skal se ud og indrettes? 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.