Vær forberedt på foråret: Sådan sikrer du, at køerne drikker vand nok

Mens den sidste sne smelter, er det også tid at være beredt på foråret. Når temperaturen passerer 20 grader, kan der forekomme varmestress, og så er det uhyre vigtigt at sikre optimalt vandoptag.

Af Lars Kousgaard, kvægbrugskonsulent, Syddansk Kvæg

Varme perioder stresser køerne.

Varmestress er velkendt, frygtet og har stor betydning for mælkeproduktionen. Varmestress kan udløses allerede i forårsmånederne med store temperaturudsving.

For at undgå varmestress er det vigtigt, at være klar – varmestress kan allerede forekomme når temperaturen runder 20 grader. Varmestress medfører lavere foderoptag, ydelsestab, højt celletal og i værste fald E-coli yverbetændelse med kollaps som følge.

For at forebygge varmestress er det vigtigt, at have en god ventilation i stalden, at køerne har adgang til koncentreret og frisk foder på foderbordet og sidst men ikke mindst adgang til rigeligt med frisk og rent vand.

I forbindelse med optimalt vandoptag er der flere ting som spiller ind:

* Hygiejne i vandkar
* Vandtemperatur
* Vandtilstrømning
* Vandoverflade pr. ko
* Ko-trafik omkring vandkarrene
* Hygiejne i vandkarrene

Køerne drikker ofte i forbindelse med foderindtag, og dette gør, at vandkarrene hurtigt bliver beskidte og forurenede af biofilm, alger og bakterier.

Sørg for at drikkekarrene bliver rengjort hver anden dag – gerne hver dag i varme perioder. Når vandkarrene rengøres skal børsten he,lt ud i krogene – belægninger og skidt i alle krogene skal også fjernes!

Vandtemperatur

Vandtemperaturen i drikkekarrene er ligeledes en vigtig faktor.

Ifølge danske anbefalinger skal drikkevandets temperatur være imellem 15-20 grader, da det er ved denne vandtemperatur at køernes vandoptag er størst.

Dog har andre amerikanske undersøgelser vist, at lavere vandtemperatur har en større kølende effekt, men samtidig bliver vandoptaget mindre ved lavere vandtemperatur.

Vandtilstrømning

Ifølge danske anbefalinger skal et drikkekar, der kan rumme 200-300 liter vand, have en vandtilstrømning på minimum 10 liter pr. minut.

Kan drikkekarret derimod kun rumme 100 liter skal der være en vandtilstrømning på 15-20 liter pr. minut. Jo mindre ”buffervolumen” desto større vandtilstrømning.

Vandoverflade pr. ko

Størrelsen på drikkekarrene er vigtig.

Drikkekar skal have en størrelse, så der ikke er mere end 10 dyr pr. meter drikkekar. Det anbefales, at dyrene har et stort vandspejl at drikke af – jo større desto bedre.

Vandkarrene skal gerne være brede og lange i stedet for smalle og dybe, da det muliggør at flere køer kan drikke samtidig.

Ko-trafik omkring vandkarrene

Det er yderligere vigtigt, at køerne ikke skal stå i kø for at komme til at drikke.

Der skal være tilstrækkeligt med plads ved drikkekarrene således, at de øvrige køer kan passere forbi. Drikkekar og kobørster skal så vidt muligt ikke placeres tæt på hinanden. Der vil være risiko for at en dominerende ko kan holde andre køer væk fra både kobørste og vandkar.

Vandindtaget hos en højt ydende malkeko i en varm periode forventes at ligge mellem 100-130 liter pr. dag.

Indtaget af drikkevand er blandt andet påvirket af tørstofoptaget pr. dag, men også tørstofindholdet og fordøjeligheden af foderrationen har betydning. Desuden er indtaget af drikkevand også afhængig af foderets indhold af salte – specielt natrium (Na), kalium (K) - og kvælstof (N). 

Du kan med fordel opsætte vandur på vandledningen til dine drikkekar. På den måde kan du følge vandindtaget hos køerne i din produktion.

Fokus på maksimalt vandindtag vil uden tvivl hjælpe malkekøerne bedre igennem de varmestressende perioder og sikre maksimal mælkeydelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.