22-årig køber kvie til 53.000 kroner - starter egen avlsbesætning

Christina Døssing fra Skive bød 53.000 kroner for en kvie og fik den.

Danmark har fået endnu en avler af malkekvægsracen Dansk Holstein.

22-årige Christina Døssing fra Skive deltog nemlig i Dansk Holsteins auktion på Agromek og fik med et bud på 53.000 kroner den dyreste kvie med hjem.

Kvien er bare seks måneder gammel, men er allerede genomisk testet med en avlsværdi på +35 NTM-enheder, og lignende tests i såvel Tyskland som Holland viser samme høje avlsværdi.

Oveni købet af kvien, som er datter af holsteintyren Abel, har Christina Døssing fået to skyllekontrakter og salg af fire embryoner til VikingGenetics. Det var med til at gøre udslaget, da hun gav det sidste bud.

»53.000 kroner kan lyde som mange penge, men i dette tilfælde følger der kontrakter med, som gør det sandsynligt, at pengene kan tjenes hjem igen. Det var en fair pris for kvien, som har en meget spændende afstamning,« lyder det fra den nybagte kvie-ejer, som først gik med i budrunden, da kvien rundede 40.000 kroner.

»Far og jeg snakkede om, at den kvie skulle koste noget ud fra papirerne og kontrakterne, og derfor valgte jeg at gå med, da buddene rundede 40.000. Men at det skulle ende på 53.000 havde jeg ikke regnet med,« griner hun.

Kvien bliver startskuddet for Christinas egen avlsbesætning, som indtil videre skal opstaldes hos far Jørgen Døssing, som har 560 køer plus opdræt. Christina Døssing har altid vidst, at hun ville noget med kvæg og interessen for avlen stammer fra far Jørgen.

»Han har i flere år købt avlsdyr og arbejdet med dem, og det har fascineret mig. Så nu vil jeg også selv prøve det,« siger hun, som i øjeblikket går på 2. Hovedforløb på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg.

Allerede dagen efter auktionen ankom kvien til Højslev, hvor familien Døssing bor, og Christina Døssing forventer, at de første skyldninger (udtagelse af æg) skal ske, når kvien er godt 12 måneder gammel.

Sælger af den seks måneder gamle kvie er Klaus Kristensen, Solbakken Agro, Åbybro.

Der blev solgt fem kviekalve på auktionen til en gennemsnitlig pris på 28.600 kroner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.