Intensiv pleje kan rette de fleste græsmarker op

En kombination af slæt og afgræsning kan give ukrudtet svære kår på græsmarker. Men uden mulighed for afgræsning eller afslåning kan det være nødvendigt at ty til kemisk ukrudtsbekæmpelse.

Selvom græssets vækst endnu er sparsom, er det allerede nu tiden at lægge en plan for, hvordan eventuelt ukrudt skal tackles på græsmarker i omdrift såvel som permanente arealer.

På landbrugsinfo.dk har Poul Henning Petersen fra Seges, Planteinnovation, givet en god guide til, hvordan ukrudtet kan stækkes i græsmarkerne.

Og det er ikke altid nødvendigt at anvende kemisk ukrudtsbekæmpelse. De fleste græsmarker kan rettes op gennem intensiv pleje med en kombination af slæt og afgræsning.

Kom ukrudtet i forkøbet

Overordnet set handler det om at sætte ind, før ukrudtet blomstrer og når at sprede frø. Slæt eller afpudsning bør derfor ske tidligst muligt og gentages efter behov. Lysesiv og flere andre ukrudtsarter forsvinder ved gentagne afhugninger tæt på jordoverfladen.

Afpudser man flere gange, bør man anvende modsat kørselsretning ved den næste afpudsning for at komme så tæt på bunden af siv som muligt. Skræpper kan dog desværre ikke bekæmpes mekanisk, skriver Poul Henning Petersen.

Den bedste strategi er at kombinere slæt og afgræsning. Det har større effekt mod ukrudt og giver et højere udbytte end afgræsning alene. Kan man kun afgræsse, bør der tilstræbes en intensiv afgræsning med mange dyr i en kort periode.

Kløveren er sart

Har man ikke mulighed for afgræsning og afpudsning, eller er problemerne med ukrudt uoverstigelige, kan det være nødvendigt at udføre kemisk ukrudtsbekæmpelse.

Her skelnes mellem græsmarker med og uden kløver, da kløveren er en sart plante i bekæmpelsessammenhænge.

På landbrugsinfo.dk er en udførlig liste over bekæmpelsesmidler og anvendelsesperioder, som kan bruges på græsarealer.

Bekæmp før omlægning

Skal eller kan græsmarken omlægges i slutningen af juli eller starten af august, gælder det om at bekæmpe ukrudtet, inden det nye græs etableres.

Skræpper og andet tokimbladet ukrudt bør bekæmpes effektivt i foråret uden hensyn til eventuel kløverbestand, og græsset kan nedvisnes med et glyphosat-middel i slutningen af juli.

Når den nye græsmark skal sås, er det vigtigt at vælge den rette græsblanding. Til vedvarende arealer findes der flere græsblandinger, som tager hensyn til arealets fugtighed.

Faktaboks

Græsblandinger

  • Til afgræsning på lavbundsarealer kan vælges blanding 26.
  • Blanding 36 og 37 egner sig til både slæt og afgræsning. De har en høj holdbarhed under såvel fugtige som tørre forhold.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.