20 døde heste fra stutteri ankommer til undersøgelse

Knogler fra de døde heste kan måske afsløre underernæring.

Knoglerester af de døde heste fra Viegård Stutteri ved Skals kan muligvis afsløre, om hestene var underernærede, før de døde og blev begravet rundt omkring på stutteriets marker. Det skriver TV Midtvest

- Der kommer 20 heste her i aften, fortæller professor i Veterinær Patologi ved Københavns Universitet Henrik Elvang Jensen.

Han er en af dem, der skal foretage de patologiske undersøgelser på hestene.

Efter en tolv timer lang politiaktion onsdag stod myndighederne tilbage med omkring 50 døde heste, som havde været gravet ned forskellige steder på Viegård Stutteris ejendom nær Skals.

Det er ulovligt og et brud på miljøbeskyttelsesloven at grave hestene ned uden tilladelse. Nu skal de nye undersøgelser vise, om der har også været flere strafbare forhold omhandlende de nedgravede heste.

- Man kan se, om hestene har været underernærede ved at kigge på knoglemarven, forklarer professoren og forsætter:

- Hvis der er et proteinholdigt kulhydrat kaldet glykosaminoglykaner i knoglemarven, samtidig med at der er tab af fedtceller, så er det et tydeligt tegn på underernæring, siger han til TV Midtvest.

Det vil også være muligt at undersøge, om hestene blandt andet har haft infektioner eller gigt i leddene, men undersøgelsen kan ikke svare på, hvorvidt hestene er blevet aflivet eller ej.

- Så skulle vi have haft friskt materiale, så kunne vi sige meget mere, siger Henrik Elvang Jensen og understreger, at det ikke er muligt at fastslå dødsårsagen ud fra knoglerne alene.

Undersøgelsen er ligeså omfattende som en retsmedicinsk undersøgelse af et menneskelig, understreger professoren.

- Det skal gøres ordentligt og omhyggeligt og dokumenteres i mindste detalje, forklarer Henrik Elvang Jensen.

- Der er nultolerance for fejl.

Han regner med, at der kommer til at gå flere uger, før han kan konkludere noget.

- Det kan sagtens havne i retten, så vi skal have dokumentationen i orden, siger Henrik Elvang Jensen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF