3F: Vi skal have belyst sagen

3F vil til bunds i sagen mellem Kim Heiselberg og den ukrainske medarbejder, som kræver penge for overarbejde og manglende løn, siger faglig medarbejder.

Kim Heiselberg måtte i november afskedige en ukrainsk medarbejder, fordi han ikke passede sit arbejde. Efterfølgende meldte ukraineren sig ind i 3F, som han fik til at køre sin sag, som har resulteret i et betalingskrav på 114.000 kr. til Kim Heiselberg for manglende overtidsbetaling og udbetalt løn.

Hos 3F taler faglig medarbejder Tina Bach Hansen ukrainerens sag.

»Jeg skal forholde mig til den ansættelseskontrakt, han kommer og viser mig. Og når der står noget andet i den, end der gør på de lønsedler han viser mig, så er det det, jeg må rette mig efter,« siger hun.

Tillæg har betydning

Efter socialkonsulent fra Jysk Landbrugsrådgivning Birgit S. Mortensens udsagn er der lavet et tillæg til kontrakten, som forklarer forholdene omkring lønnen. Det forklarer, at ukraineren, som bor på Kim Heiselbergs gård, betaler 3.500 kroner i husleje, og at pengene trækkes over lønnen, i stedet for, som det står i de lønsedler ukraineren har vist Tina Bach Hansen, at huslejen er 1.750 kr, der dækker over forbrug. Men tillægget har Tina Bach Hansen først for nylig fået tilsendt, og det må hun forholde sig til.

»Jeg er nødt til at få kontakt til medlemmet og høre, om det passer med den aftale, de havde. I så fald har jeg ikke nogen sag. Men jeg kan ikke vide om tillægget er lavet til lejligheden,« siger hun, som også peger på, at kontrakten har været udformet på en måde, der har været til gene for ukraineren, og det har hun vurderet en bod på 10.000 kroner for.

Erkender uklar kontrakt

Den del af kravet har Birgit S. Mortensen og Kim Heiselberg erkendt, men de er klar til at gå rettens vej for at få medhold i punkterne omkring overtidsbetaling og for lidt udbetalt løn. Så langt tror Tina Bach Hansen dog ikke, det kommer.

»Vi skal til bunds i den her sag, for jeg er ikke interesseret i andet end, at det skal gå retfærdigt til,« siger hun, og tilføjer, at hun regner med at holde et møde, hvor de kan få kigget hinanden i øjnene og på den måde komme frem til sandheden. Indtil da råder hun landmænd til at være omhyggelige med ansættelseskontrakterne.

»Sørg for at få beskrevet alt det, der kan beskrives i forhold til arbejdsforhold i ansættelseskontrakten, så der ikke opstår misforståelser mellem arbejdsgivere og arbejdstagere,« siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF