De sparer en halv mio. kr. årligt på foder

Asbjerggaards medarbejderne blev inddraget i at finde steder, hvor man kunne spare på foderet. Det har givet en førsteplads i Minus 30 FE.

Før 314 foderenheder pr. svin. Nu 290 pr. svin. Og med en årlig produktion på 13.000 svin fra fødsel til slagtning er det en besparelse, der lander på mere end en halv mio. kr. årligt.

»Vi har været hele vejen rundt hos både søer, smågrise og slagtesvin,« fortæller Mette og Mikael Andersen, Asbjerggaard, Slagelse. Sammen med medarbejderne har de vundet den netop afsluttede omgang i VSP-projektet Minus 30 FE.

Projektet har nu kørt i et år, og man får point både ved at ligge lavt og ved at præstere fremgang.

Nye idéer på bordet

På Asbjerggaard startede projektet med, at alle medarbejdere kom med idéer til forhold, der kunne reducere foderforbruget.

»Det blev til ganske mange forslag,« husker Mette Andersen.

Et forslag der blev sat i gang, var rygspækskanning af søerne. Det har virkelig rykket på huldet.

»Søerne er generelt lidt slankere nu, men først og fremmest er de mere ensartede,« fremhæver Mette Andersen.

Yngre polte

Der er skåret en-to måneder af alderen ved første løbning, så poltene nu løbes syv en halv måned gamle. Det betyder mindre søer og mindre vedligeholdelsesfoder.

I farestalden er der sat loft på fodertildelingen til søerne.

Sammen med bedre huldstyring har det været medvirkende til et fald fra 1.600 til 1.400 foderenheder pr. so.

»Det bliver nok svært at komme meget længere ned,« siger Mikael Andersen.

Tjek på smågrise

I smågrisestalden er der indført tjekskemaer med punkter, der skal kontrolleres før indsættelse.

»Det er en stor hjælp, ikke mindst for vores elever,« siger han.

Der er etableret rumvarme, som har givet bedre staldluft. Desuden kører produktionen mere holdvis, så ugeholdene blandes mindre.

I slagtesvinestalden er foderkurven ændret, så den ikke er så aggressiv i starten, ligesom resterne i en sektion hurtigere sendes til slagteriet.

Foderets formalingsgrad kontrolleres hyppigere, og vådfodertanken vaskes nu hver fredag.

»Det har givet færre gaspustere, men dødeligheden ligger stadig på fem procent. Det er et punkt, vi skal arbejde mere med,« siger de.

Faktaboks

Asbjerggaard

  • Mette & Mikael Andersen
  • 450 søer + 13.000 slagtesvin
  • Vinder af sidste omgang i projekt Minus 30 FE med et fald fra 314 til 290 foderenheder pr. svin

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF