Fem kg kvælstof mere til lerjorderne

Kvælstofprognosen gælder i år for hele landet efter en vinter med næsten normale nedbørsforhold.

Bare fem kg N oven i kvælstofnormerne til afgrøderne på lerjorderne, JB 5 eller højere. Det er det enkle resultat af årets kvælstofprognose, der i modsætning til tidligere gælder ensartet for hele landet.

Det betyder samtidig, at der for grovsandet jord JB 1-3 og finsandet jord JB 2-4 er neutral prognose uden hverken fradrag eller tillæg til normen.

»Efter den sæson, vi har haft, er det ikke overraskende,« vurderer chefkonsulent Leif Knudsen, VFL Planteproduktion.

»Det, der normalt giver udsving i prognosen, er forskelle i nedbør, men nedbøren fra september 2012 til februar i år har kun været lidt højere end gennemsnittet for en årrække, og det udløser et lidt større kvælstofbehov på lerjorderne. I det sydvestjyske område faldt der ganske vist en del mere nedbør end normalt, men det slår ikke igennem i prognosen, fordi der primært er tale om grovsandet jord i området. På de jordtyper er det i forvejen indregnet i normen, at jorden tømmes for kvælstof hvert år, og derfor udløser store regnmængder ikke tillæg i kvælstofprognosen.«

15 millimeter mere nedbør

Hen over vinteren er der faldet som gennemsnit cirka 15 millimeter nedbør mere end gennemsnittet i de foregående 12 år.

Mernedbøren har viarieret mellem landsdelene, men forskellen i de områder af landet, hvor prognosen har betydning, har ikke været så store, at det har udløst behov for en opdeling i geografiske områder, som det ellers sker i de fleste år. Derfor vises prognosen heller ikke grafisk med et Danmarkskort.

De fem kg N, som lerjorderne må tilføres i år, vil resultere i et forøget kvælstofbehov på i alt cirka 3.500 ton N, eller som gennemsnit godt 1 kg N mere pr hektar.

Dermed ligger 2013-resultatet meget tæt på det normale for de sidste 18 års prognose, som lyder på et ekstra-behov på 0,4 kg N pr. hektar i gennemsnit.

Statistikken viser, at der i de fleste år gives tillæg til normerne, men der er også eksempler på det modsatte. Så sent som i 2006 var der således store fradrag i normerne, nemlig på finsandet jord 15 kg N og på lerjord 20 kg N.

Gælder ikke alle afgrøder

Kvælstofprognosen udarbejdes af Videncentret for Landbrug og Aarhus Universitet, men offentliggøres af NaturErhvervsstyrelsen.

Prognosen beregnes ud fra N-min-målinger på 150 marker i et kvadratnet over landet suppleret med modelberegninger ud fra jordtype, vejr og dyrkningsforhold. Resultaterne sammenholdes med gennemsnittet for de foregående ti år.

Prognosen gælder vel at mærke ikke for alle afgrøder men kun for marker med vinterkorn samt forårssåede afgrøder, der har kvælstofbehov. Overvintrende afgrøder med stor kvælstofoptagelse om efteråret og vinteren såsom vinterraps og græs er ikke omfattet af prognosen.

Den gælder i øvrigt, uanset om afgrøderne gødes med gylle eller ej, og den gælder både vandede og uvandede afgrøder.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF