De offentligt ansattes organisationer går ind til de kommende overenskomstforhandlinger med et krav om, at de bedst lønnede i det offentlige udviser solidaritet med de dårligst lønnede.
Konkret foreslår de offentligt ansattes organisationer en lønstigning på kr. 2.400 til alle og herudover 1.7 pct. af nuværende løn i yderligere lønstigning .
Vi har gennem årene oplevet store krav forud for overenskomstforhandlinger, så det er der intet nyt i. Det markante her er, at store landsdækkende organisationer fortæller deres medlemmer, at de lavest-lønnede fortjener at få mest i lønstigning. Det er helt ude af trit med, hvad markedskræfterne tilsiger.
Inden for EU-familien ligger Danmark suverænt højest med løn til den lavest-lønnede del af arbejdsmarkedet. Ser vi blot på forholdene hos vor nærmeste nabo mod syd, Tyskland, vil vi se, at ufaglært arbejdskraft har timelønninger markant under 10 euro pr. time. Lange arbejdstider til få penge er blevet normen for rigtig mange lønmodtagere i resten af EU.
Vismændene tegnede i sidste uge et meget dystert billede af Danmarks fremtidsudsigter med dårlig beskæftigelse og stilstand i økonomien. I bedste fald vil vi de kommende år få en meget langsom fremgang i den danske økonomi.
Det, vi har brug for, er en lønpause, så vor konkurrenceevne kan forbedres. Vi har slet ikke brug for at forbedre lønforholdene for den dårligst lønnede del af Danmarks offentligt ansatte. Det bedste gode, vi i fællesskab kan give disse medarbejdere, er, at de ved, at vi i fællesskab arbejder for at fremtidssikre deres arbejdspladser. Det kan kun gøres ved at holde lønnen i ro, og det bør de offentligt ansattes organisationer tænke over .
Det kræver rygrad at gå ud og fortælle dette til sine medlemmer. Det må drevne organisationsledere kunne fremvise.
