Hvedeprisen steg 24 procent i 2012



Kapitelstaksterne, der er de gennemsnitlige salgspriser for korn fra høst til slutningen af året, viser, at hveden steg 24 procent i pris i 2012, mens byggen kun steg med syv procent.

For byggen er der desuden kun små udsving omkring gennemsnittet på 159 kr., mens der er noget større udsving i hvedepriserne.

Normalt giver dyrkningen af maltbyg i Østdanmark en forholdsvis høj pris, men i 2012 lå priserne i Østdanmark lidt lavere end i Vestdanmark. Ifølge Danmarks Statistik skyldes det, at der i 2012 var større arealer end normalt med vårbyg i Østdanmark.

Bedste pris i Vestjylland

Den højeste hvedepris blev opnået i Vestjylland, mens avlerne på Lolland-Falster fik den laveste pris.

Der er således en tydelig tendens til lavere priser i Østdanmark end i Vestdanmark. Det skyldes angiveligt en større efterspørgsel efter korn til foder vest for Storebælt.

Den store prisstigning på hvede kan ifølge Danmarks Statistik have sammenhæng med store stigninger i hvedepriserne på verdensmarkedet.

På bare tre år er kornpriserne i Danmark fordoblet. Fra 2009 til 2012 er priserne på byg og hvede steget fra 80 til 160 kr. pr. hkg.

Prisniveauet på ca. 160 kr. for byg og hvede er rekordhøjt og ligger 10-20 kr. over niveauet under fødevarekrisen i 2007.

Kapitelstaksten bliver især brugt til at fastlægge forpagtningsafgiften ud fra de gennemsnitlige kornpriser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle