Ingen glitning af nedfælder- riller med bremseskær

Den usædvanlige bremseskær-nedfælder fra Harsø glitter ikke rillerne. Det giver en bedre opsugning af gyllen, siger Kenneth Jensen, der har mange timers erfaringer med prototypen.

"En traditionel skiveskær-nedfælder til græsmarker kan nemt komme til at glitte jorden, når den åbner rillen ved et sideværts pres. Det er efter min mening uheldigt, da det forringer jordens evne til at opsuge gylle," siger Kenneth Jensen, Ravnkærgård Maskinstation ved Outrup.

"Den nye bremseskær-nedfælder fra Harsø fremstiller rillerne på en hel anden måde, nemlig med bølgeskær, der roterer noget langsommere end fremkørselshastigheden. Derfor er risikoen for glitning elimineret. Det er i al fald mit indtryk, at gyllen absorberes udmærket efter bølgeskærene," siger Kenneth Jensen

Som den første danske bruger har Kenneth Jensen kørt mange timer med prototypen af Harsøs bremseskær-nedfælder, idet Bjarne Andersen, Ravnkærgård, købte prototypen til 2007-sæsonen.

Faste kørespor

Bjarne Andersen og Kenneth Jensen var meget interesserede i at anskaffe bremseskær-nedfælderen også af en anden årsag.

Den har nemlig en arbejdsbredde på 12 meter. Det indebærer, at der kan praktiseres CTF (Controled Trafic Farming) ved græsmarksdyrkning på Ravnkærgård.

"Vi har ved rækkeafblænding anlagt kørespor i græsmarkerne med en afstand på 12 meter. Derfor kan vi køre præcist i samme spor hver gang, der nedfældes gylle på græsmarkerne. Hensigten er at reducere udbyttetabet som følge af køreskader," siger Kenneth Jensen.

CTF-teknologien til græsmarksnedfældning er dog ikke helt så nem at praktisere som traditionel gyllenedfældning. "Det er nødvendigt, at vi altid afslutter og påbegynder et træk ved en af foragrene. Det kræver noget planlægning," siger Kenneth Jensen.

Den bugserede Harsø gyllenedfælder, der er med hjælpemotor, efterlades på forageren, når gyllevognen skal fyldes.

"Tilkobling ved forageren kan lyde noget vanskeligt. Men det sker ved hjælp af et videokamera. Det kræver lidt øvelse, men det lærer man hurtigt," siger Kenneth Jensen.

Harsø-nedfælderen har påbygget hjælpemotor, der naturligvis er med selvstarter. Når nedfælderen tilkobles, forbindes rørsystemet samtidig. Det er ret genialt, da den mekaniske forbindelse (tilkoblingen) samtidig udgør et rørsystem.

hoeg@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle