Jorden opvarmer huset for det halve

Lars Ole Wildfang sparer på energien, men gider ikke at fryse.

Det er skønt at sidde i en god varm stue uden at fryse, men det er ikke sjovt at få varmeregninger. Derfor blev Lars Ole Wildfang, Haderslev, lun på ideen om at installere et jordvarmeanlæg, da han for et par år siden byggede et nyt stuehus.

»Udgiften til at varme huset op er cirka det halve af, hvad det er med olie eller naturgas.

Alternativet ville være et pillefyr, som er billigere at installere, men der er mere arbejde ved det i det daglige,« siger han.

En luft-til-luft varmepumpe ville også være billigere, men han brød sig ikke om tanken om at have en ventilator stående og snurre. Desuden er jordvarmepumpen mere effektiv.

»Når det er minus 20 grader, er luften også minus 20 grader, men man kan stadig hive varme ud af jorden,« siger Lars Ole Wildfang.

Hans jordvarmepumpe støjer ikke inde i huset, fordi den er gemt væk i en integreret garage.

»Jeg synes kun, det brummer lidt mere end et køleskab,« siger han.

Måske hjælper det, at der ikke er rør men kun slanger tilsluttet.

Slanger under marken

Lars Ole Wildfang er VVS-mand men driver også landbrug. Derfor var der ingen problemer med at finde plads til de 400 meter jordslanger, der hører til.

»De er gravet ud i marken,« fortæller han.

Det gjorde det let og billigt sammenlignet med nedgravning i parcelhushaver. 400 meter er lidt overdimensioneret, erkender han.

»Men når der nu var plads, kan man lige så godt gøre det,« mener han.

Valgte kendt mærke

Varmepumpen er en 8 kW fra Danfoss. Der var ingen anden grund til det valg, end at det er »et rimeligt anerkendt mærke.« Pumpen har da heller ikke skuffet endnu.

»Vi har bare startet det op, og så har det kørt siden,« siger Lars Ole Wildfang og regner med, at anlægget fortsætter 20-25 år endnu.

Samlet set har det stået ham i godt 65.000 kr. ekskl. moms, fordi han som VVS-mand selv kunne installere det. 50.000 for pumpen og 15.000 for slanger og nedgravning. Afhængigt af hvor meget gravearbejde, der skal til, ville det kunne laves for under 100.000 kr. inkl. moms, hvis man skulle ud at købe det, vurderer han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF