Jurist: Grænsen for bøvl er overskredet

Der skal konkrete eksempler og løsningsforslag på bordet, hvis landmænd vil have politikerne til at forstå, hvordan bøvl og besvær fylder for meget i hverdagen.

I chefjurist Jacob Mchangamas øjne er grænsen for, hvad der er formynderi fremfor regler til samfundets bedste, for længst overskredet i forhold til landmænd.

»Det er blevet hverdag at vedtage alle mulige detailorienterede regler, som ofte virker formynderiske, og som griber ret vidtgående ind i landmandens hverdag. Landmænd skal jo give adgang til deres hjem uden retskendelse under kontrolbesøg,« siger Cepos-juristen, som mener, at landmændene rettigheder omkring den private ejendomsret kunne styrkes fra politisk hold. Cepos er en borgerlig tænketank, som ofte blander sig i samfundsdebatten.

Tag kampen op

Men opfordringen er klar. Hvis landmænd ønsker at blive fri for det værste bøvl og besvær i hverdagen, må de selv tage kampen op for at vinde politikernes opmærksomhed.

»Landmændene må samle sig med de bedste og mest absurde eksempler på regler, som er åbenlyst urimelige, for det er noget politikerne kan forstå. Sammen står de stærkere til at kunne sige, at noget bør ændres,« siger Jacob Mchangama, chefjurist hos Cepos.

Grænsen er nået

Landbrugserhvervet er i dag propfyldt med regler, som først og fremmest giver en masse besvær hos landmænd, der føler, at de skal kunne stå til rådighed, hvis der kommer uanmeldt kontrolbesøg fra en myndighed.

»Det er der, landbrugets organisationer må spille ind og varetage landmændenes interesser, så det bliver et tema i Folketinget,« fastslår Jacob Mchangama.

Kræver opmærksomhed

Den politiske bevågenhed er dog allerede skabt i nogen grad, mener Jacob Mchangama og henviser til randzoneloven, som Miljøministeriet var nødt til at hive tilbage på tegnebrættet efter tilbagemeldinger fra blandt andet Landbrug & Fødevarer, og det er mere af den slags, der skal til.

»Reglerne vedtages jo af politikerne og derefter af myndighederne og ministerierne, så det er jo den vej de er nødt til at gå. Men politikerne skal have hjælp til at finde en løsning på, hvordan der bliver bedre balance mellem hensynet til landmænds retssikkerhed og myndighedernes adgang til at foretage kontrol,« siger Jacob Mchangama, som foreslår at landmændene selv kommer med konkrete løsningsforslag.

»Der skal være færre regler, der griber ind i landmandens hverdag, men for at nå det mål, er der brug for landmændenes ekspertise og erfaringer til at sige, i hvilke situationer, at kontrollen er ineffektiv,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF