Naturformand: MVJ-regler er håbløse

Både natur og landbrug lider under MVJ-ordninger, der er for vanskelige at overholde for landmændene, mener biolog Michael Stoltze.

Michael Stolze, biolog og formand for foreningen Natur & Samfund, er enig i Landbrug & Fødevarers hårde kritik af de MVJ-ordninger, som skal sikre naturplejen i Danmark.

»Reglerne er håbløse og til stor skade for landbruget, naturen, landskabet og Danmark. Det har været galt i årevis, og det er dybt sørgeligt, at der er landmænd, der rammes på pengepungen samtidig med, at det går ud over naturen,« siger Michael Stolze.

Ib Jensen advarer

Michael Stolze reagerer aktuelt på den kritik, som Ib Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, senest har rejst.

Kritikken kommer i kølvandet af en sag, hvor en nordjysk landmand på den ene side har fået stor ros for sin naturpleje men samtidig står over for et krav om at skulle betale mere end 700.000 kr. tilbage, fordi græsset på naturarealet efter en våd periode havde vokset sig længere end de tilladte 40 cm.

Men sagen er langt fra enestående: Ib Jensen henviser til »adskillige sager om bøvl, ballade og tilbagebetalingskrav«.

»Vi har efterhånden så mange MVJ-sager, der er gået skævt, at vi må anbefale landmændene ikke at gå ind i MVJ-aftaler, fordi det er for risikabelt. Enten er græsset for langt, for kort, eller der er kommet for meget biodiversitet og natur. Det er meget ærgerligt, at reglerne er sådan, at landmændene ikke kan være trygge ved at gå ind i ordningerne,« siger Ib W. Jensen.

Brug for stabile ordninger

Michael Stolze er helt enig.

Han håber derfor, at Natur- og Landbrugskommissionen kommer med udspil til klare forbedringer på området.

»Det er utrolig væsentligt for den danske natur, at vi har nogle stabile ordninger, hvor landmændene kan være sikre på, at pengene ikke bliver forlangt tilbage. Det er et problem, man simpelthen er nødt til at tage op. Jeg mener, vi i Danmark må se på, hvad man gør i udlandet, f.eks. i Sverige, hvor der temmelig stabilt gives hektarstøtte på 3.000-4.000 kr. pr. hektar i ordninger, der skal sikre biologisk mangfoldighed.«

»Mange landmænd gør et fint stykke arbejde for at passe på naturen. Det er helt uholdbart, at pengene så bliver trukket tilbage, fordi reglerne ikke passer sammen. Det vil være en kæmpe skuffelse, hvis Natur- og Landbrugskommissionen ikke tager fat på det her,« siger Michael Stolze.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF