Ny stilling skal mindske frafald

Der bliver holdt øje med alle elever på Bygholm Landbrugsskole, der er i praktik. Det skal en nyoprettet stilling sikre.

Alle Bygholm Landbrugsskoles elever får fremover besøg af en vejleder fra skolen, når de er i praktik. Det skal være med til at fastholde eleverne på uddannelsen og skabe mere tryghed.

Tidligere har skolen kun besøgt de elever, hvor der var noget særligt at komme efter som for eksempel en frafaldstruet elev.

»Vi vil gerne opprioritere området, så de praktiksteder, hvor vi forventer, at det går godt, vil vi også tage ud og besøge. Mange gange er det først, når vi kommer ud på gårdbesøgene, at vi kan spotte, om eleven er frafaldstruet. Med den nye stilling vil vi få mulighed for at få øje på flere af dem,« siger Lotte Ipsen, der er uddannelseschef på skolen.

Samler funktionerne i én person

Det er underviser fra skolen, Sara Dalsgaard, der er tiltrådt stillingen som fastholdelsesvejleder. Hun er samtidig ansat som lærer på skolen, og den nye jobfunktion kommer til at fylde halvdelen af hendes arbejdstid.

Indtil nu har alle elever haft en kontaktperson, og fordelen ved, at det fra nu af kun er én person, der er vejleder for samtlige elever, er, at Sara Dalsgaard vedligeholder de kompetencer, der skal til i forhold til samtaler med elever, forklarer Lotte Ipsen.

Udover fordelen for de elever, der er i praktik, håber Bygholm Landbrugsskole også, at det kan ses på frafaldsstatistikken.

»Vi forventer, at frafaldet falder, så vi får flere til at gennemføre grundforløbet, og derudover at flere elever får en praktikplads efter grundforløbet, og at færre falder fra efter den første praktikperiode,« siger Lotte Ipsen.

Oprettelsen af stillingen er delvist en efterspørgsel fra eleverne og delvist et led i den forrige regerings ønske om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal fuldføre uddannelsen.

vestergaard@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF