Af Marianne Jørgensen, Salling
Æblerov. Æblerov i skumringen efter naboens sureste, men rødeste æbler. Vi vidste ikke, de var sure, før vi bed i dem. I min barndomshave var der ingen æbletræer. Men det var der længere nede ad vejen. Spændingen ved at vente i hækken, til man kunne se TV’ets sort-hvide lys derinde i stuen, og så snige sig ind midt på græsplænen, plukke alle de æbler, man kunne have i lommerne, og så spurte ud på vejen og væk, med hjertet oppe i halsen.
Æbleplukker i efterårsferien. I regnvejr og regntøj og gummistøvler, fra klokken 8 til 16. Det har sikkert kun været fra 10 til 14. Vi gik i 7. klasse. Vi cyklede et godt stykke op til æbleplantagen, fik vores røde æblekasseslæde fundet frem og fik anvist et stykke af plantageejeren, der selv stod i sorteringen sammen med sin søde kone eller kørte rundt mellem rækkerne på sin lille røde Ferguson og satte kasserne enten op eller ned, som vi enten havde fyldt eller skulle fylde. Når vognen var fyldt, trillede han forsigtigt ned mellem rækkerne og bakken. Det gjaldt om at få lagt så mange æbler som muligt i kassen så hurtigt som muligt - uden at støde dem, det var næsten det vigtigste. Ikke noget med at kaste æblerne ned. De skulle plukkes. Og lægges ned i kassen med forsigtighed. Ingen stød. Når kassen var fuld, løftede vi den ned på jorden skråt ud mod køresporet, så æblemanden let kunne løfte dem på vognen. Det kunne godt tage en hel dag, at komme fra den ene ende af rækken til den anden. Så vidste man, hvor man skulle starte dagen efter. Vi lærte at dreje æblet, så det slap af sig selv, man måtte ikke hive og risikere, at kvisten røg med. Slæden trak vi efter os. Nogle gange brugte vi de to trin, så vi kunne komme op og nå æblerne i kronen. Til frokost var der madpakke. Saftevand i dunken. Nogle gange købte vi kanelstang ved bageren, inden vi mødte, og fortærede den, når vi nåede til enden af en række. Som en slags belønning. Men det var dumt. Vi skulle plukke fire kasser eller flere, før vi kunne tillade os at bruge penge på kage. Til fyraften bankede vi på døren til stuehuset, og æblemandens kone lukkede os ind i sit bryggers, og så skrev hun op, hvor meget vi fik udleveret af vores løn, og hvad der skulle gemmes. Vi dryppede på hendes gulv, men vi skulle endelig beholde gummistøvlerne på.
Æblerov. I dag efter nedfaldsæblerne, i naboens have. Som nu er min. Store tunge, lidt ru æbler, revet ned af stormen, blæsten, eller løsnet af sig selv. Rådyr havde været der før mig, eller måske var det dådyrene. Og så bed jeg i et. Surt som dem i parcelhushaven. Flashback. Der var ikke noget at gøre. Madæblerne måtte en tur i tuttifrutti’en. Og af 5 kg æbler blev der 1,5 kg ren fin sur saft, som jeg doblede med sukker. Lidt vanilje. Nu står der ægte hjemmelavet æblegelé og køler af i viktualierummet. Det er tæt på midnat. Jeg er tilfreds med dagens arbejde. Sover sikkert ikke helt så godt som i slutningen af 1979 efter at have plukket æbler en hel uge i træk for at få råd til at købe lige præcist DE seje støvler, med høj hæl, som mine forældre ikke mente, jeg havde brug for, og som jeg derfor måtte spare sammen til selv. Via æblerne. I år skal jeg ikke have hæl.
