PGV med V for vakuum

Ny serie gyllevogne får vakuumpumpe til at hente gyllen ud under problematiske forhold.

"Helt grundlæggende er det en PG-gyllevogn, men nu med vakuumpumpe," siger Thomas Søndergaard Larsen, ingeniør på Samson, om firmaets nye gyllevogn, PGV 20, der får verdenspremiere på AgriTecnicha efter en udviklingsproces, der begyndte i foråret.

Samson har valgt markedets stærkeste løsning til vakuumpumpen, en væskeringspumpe, som i modsætning til 'ottetalspumper' ikke kommer i kontakt med gyllen og er mere driftssikker og kræver mindre vedligeholdelse end en lamelpumpe. Det sikrer høj driftssikkerhed og giver altid maksimal pumpekapacitet.

Vakuumpumpen bruges kun til at fylde vognen, ikke til at tømme, og betjenes via Slurry Master'en.

Billigere hjultræk

PGV'eren er en anelse længere end PG'eren, da vakuum-princippet blandt andet kræver buede ender for at undgå sammentrykning af tanken.

Vægtmæssigt bliver PGV'eren kun nogle få hundrede kilo tungere end PG'eren, hvis der vælges en version med både tårn og andokningsarm.

PGV'ens gearkasse til vakuumpumpen giver mulighed for at udstyre vognen med hjultræk til en lavere pris end hidtil, da der i princippet er tale om, at to gearkasser er kombineret i én.

PGV-vognen er endnu ikke endeligt prisfastsat. Første levering sker 15. februar 2012 og på sigt kommer også en PGV 25.

Vakuum føder centrifugalpumpe

PGV-gyllevognen er primært udviklet med blik for udlandet, hvor gyllen oftest skal suges ud fra staldkanaler, laguner og siloer, og hvor gyllen kan være af vidt forskellig beskaffenhed og sjældent er omrørt.

"Når det gælder gylle, er opbevaringen nu den primære 'teknologi-driver' for os. Nu skal vi ikke tænke så meget på, hvordan landmanden opbevarer sin gylle, for nu har vi vognen, der kan det hele," konstaterer salgsdirektør Martin Schousboe, Samson.

Her er grundtanken bag PGV'en, at der skal bruges vakuum til at få gyllen frem til og føde centrifugalpumpen, der som bekendt ikke selv kan suge an, som så, eventuelt med Samsons 'Turbofylder' som ekstraudstyr, fylder vognen med andokarmen eller eventuelt pumpetårnet.

Fleksibel ekstravogn

De forskellige fyldeteknikker kan arbejde alene eller kombineres, og Samson anbefaler kombinationen, da ren vakuumfyldning kan gøre det vanskeligere at fylde vognen helt, fordi gylle udvider sig under vakuum.

PGV'en fås også med slangefødning. Det giver mulighed for at flytte spildevand, tømme septiktanke og udføre lignende opgaver.

På den måde får vognen en fleksibilitet, som kan gøre den til et oplagt supplement til en eksisterende maskinstationsflåde af 'traditionelle' gyllevogne uden vakuum i både Danmark og udlandet, vurderer salgsdirektøren og glæder sig over, at han allerede har fået de første forespørgsler på vognen fra danske maskinstationer.

Samson Agro, Hal 17, stand B18

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF