Streger på kort udmåler EU-støtten

I de nye ansøgninger om EU-støtte er det præcis det areal, man har tegnet ind på markkortet, som man søger støtte til.

Når landmænd og konsulenter fra 1. februar skal til at ansøge om arealstøtte efter nye regler, bliver der også masser af nye udfordringer at holde styr på.

En af dem er et nyt krav om præcision, når man indtegner sit støtteberettigede areal på markkort i IMK.

Som noget nyt vil det nemlig være det indtegnede areal, hverken mere eller mindre, som »systemet« registrerer og overfører til Fællesskemaet som det areal, man søger om arealstøtte til.

»Frygteligt puslespil«

»Det bliver et mareridt og et frygteligt puslespil, for samtidig skal det passe med to decimaler uden den margin, vi tidligere har haft. Jeg laver selv min ansøgning, og jeg ved, hvor besværligt det er at ramme nøjagtigt,« siger landmand Hans Petersen, Kalundborg.

»Jeg kan i det mindste tage natten med, men det bliver dyrt for dem, der skal have konsulenter til at lave puslespillet for sig.«

»Tegn ud til kanten«

På Videncentret for Landbrug bekræfter chefkonsulent Jon Birger Pedersen, at den nye regel bliver en udfordring af de større.

»Både landmænd og konsulenter har siden 1993 været vant til, at nok skulle de angive det ansøgte areal på kortene, men det afgørende var det areal, man skrev i selve ansøgningen. Nu bliver det udelukkende det indtegnede areal, der tæller,« siger Jon Birger Pedersen.

Svært at orientere sig

»Det kan ikke mindst blive et problem for ansøgere, der har problemer med at orientere sig på et kort,« mener Jon Birger Pedersen.

Han råder landmænd til at sørge for, at de tegner »helt ud til kanten« af markblokken for ikke at miste støtte til dele af marken.

Det er problemfrit, hvis man er alene i markblokken, for så klipper »systemet« selv et evt. overskydende areal fra.

Er der derimod andre i blokken, og kommer naboer til at overlappe hinanden, får begge landmænd - når overlappet er konstateret - en henvendelse og må afklare det indbyrdes, hvis de vil slippe for yderligere komplikationer og kontrol.

»Landmænd mister penge«

Jens Ole Pedersen, planteavlschef i Gefion, forudser, at det nye system kommer til at koste landmændene penge på flere fronter:

Dels vil mange formentlig komme til at »skrumpe« det støtteberettigede areal en smule. Dels kommer konsulenterne til at bruge flere timer på ansøgningerne.

»Løsningen er at gøre det så nøjagtigt som overhovedet muligt. Man er nødt til at få det hele med, for det, man mister i år, skærer man også væk for næste år: Alle overskydende rettigheder bliver inddraget i 2015.«

I NaturErhvervstyrelsen tror Peter Eigaard Ritzau, at det nye system vil føles mere »smidigt« for ansøgerne, når det først er kørt ind.

»Det bliver mindre sandsynligt, at landmænd ved et uheld får søgt arealstøtte til samme stykke mark,« siger han.

Faktaboks

Tegning afgørende

  • Det areal, som er indtegnet på markkort i IMK, overføres til Fællesskemaet.
  • Det er kun muligt at søge direkte arealstøtte for det præcise areal, der er indtegnet på markkort.

Kilde: NaturErhvervstyrelsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF