Træpiller er også billigst i privaten

Træpiller overhaler ofte jordvarme ved opvarmning af privaten.

Den billigste måde at opvarme stuehuset, hvor man skal svare alle energiafgifter, er som regel træpiller. Det viser beregninger fra Bygnings- og maskinkontoret Sønderjylland. Her har Anders Ugelvig set på, hvor meget det koster at varme op med forskellige former for brændsler, når der er taget højde for både pris og virkningsgrad.

Dyrest er fyringsolie, der koster 1,20 kr. pr. kWh, mens naturgas koster 0,84 kr. pr. kWh (priser inkl. moms.)

På tredjepladsen kommer varmepumperne. Her skal man ifølge Anders Ugelvig passe på ikke at lade sig forblænde af urealistiske løfter fra leverandørerne. I stedet skal man se på den års-gennemsnitlige COP-værdi, som siger noget om effekten. Den er høj om sommeren og lav om vinteren.

»Man skal se på årsgennemsnittet, og ikke på når COP-værdien er bedst,« siger han.

Jo højere COP-værdi, des bedre. Hvis man regner med en års-gennemsnitlig COP-værdi på 3, vil varmen koste 0,67 kr. pr. kWh, mens den ved COP-værdi 4 ligger på 50 øre pr. kWh.

Ifølge Ekolab ligger COP-værdien som års-gennemsnit på 3,5-4,5 for jordvarme og 2,9-3,6 for luft til luft-anlæg.

Varmepumpen bruger dyr strøm

Det betyder, at varmepumperne sjældent er billigere i drift end træpiller, der koster 0,50 kr. pr. kWh.

»Der er mange, der er blevet skuffede over, at deres varmepumpe bruger mere strøm og er dyrere i drift end forventet,« siger Anders Ugelvig.

Varmepumper er altså først rentable i forhold til træpiller, når COP-værdien er over fire, og så skal man være opmærksom på, at investeringen ofte er større i varmepumper.

»De har den fordel, at de passer sig selv, men et morderne træpillefyr passer stort set også sig selv, når man får indrettet silo, og så skal det måske tømmes for aske efter en til to måneder,« siger han.

Et jordvarmeanlæg koster fra cirka 100.000 kr. og opefter, mens et træpillefyr koster et sted mellem 40.000 og 60.000 kr. til stuehuset.

Arbejdskrævende flis og brænde

Træflis, korn og brænde kan heller ikke hamle op med træpillerne prismæssigt og slet ikke, når man tager arbejdsbyrden i betragtning.

»Det er selvfølgelig regnet ud efter, at det er indkøbt og leveret, og hvis man selv har det, kan regnestykket jo se anderledes ud,« indskyder Anders Ugelvig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF