Verdens kornhøst nedjusteret

Forventningen til verdens kornhøst er lavere end for en måned siden hos International Grains Council.

En kornhøst på 2.157 mio. ton. Sådan lød prognosen fra International Grains Council (IGC) torsdag, og det er et par mio. ton lavere, end IGC vurderede for en måned siden.

Det er blandt andet forventningerne til hvedehøsten, der er faldet, og det skyldes, at forventningerne til høsten i Australien og Argentina ikke er så gode, som de var. Det kan ikke opvejes af, at EU og Rusland har opjusteret forventningerne til deres hvede.

Set i forhold til tidligere år er verdens hvedehøst vokset markant (29 mio. ton) og byghøsten er også i stigning ( plus 14 mio. ton). Men samtidig er majshøsten faldet med 32 mio. ton, og derfor er der et stykke op til rekordåret 2016/17, hvor verdens samlede kornhøst var 30 mio. ton større end ventet i år.

Lavere forbrug

Ifølge IGC er forvetningerne til verdens forbrug af korn også nedjusteret, og det er forbruget til foder og industrielle formål, der giver anledning til nedjusteringen. IGC forventer et forbrug på 2.184 mio. ton korn, hvilket altså er 27 mio. ton mindre end produktionen. Der er dog lagre på 592 mio. ton at trække på, så der ikke kommer til at mangle korn. Det er dog tredje år i træk, at der tæres på lagrene.

Over de seneste tre år er der forsvundet 68 mio. ton korn fra verdens kornlagre, svarende til syv gange den danske kornhøst.

Det betyder, at der med årets høst er korn på lager til 99 dages forbrug. Det er fem dage mindre end sidste år og 14 dage mindre end for tre år siden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF