Vi skal uddanne til fremtidens jobs i landbruget

Af Jakob Lave, udviklingschef, Strategi & Vækst | Future Farming, Seges

Lad mig slå fast med det samme: Danske landmænd, ledere og medarbejdere er blandt de højest uddannede fra måske verdens bedste landbrugsuddannelser. Vi skylder både Grundtvig og visionære landmænd meget, der tidligt så behovet for landbrugsuddannelser og skoler. Og når jeg besøger landbrugsskolerne, ser jeg både udvikling og ’ild i øjnene’. Jeg ser desuden billederne af glade jubilarer, der hele livet møder op på skoler, der har givet dem en kæmpe, livsændrende oplevelse og ofte netværk og venner for livet. Samtidig er det – så vidt jeg ved – den eneste erhvervsuddannelse med et langt lederforløb tilknyttet. I takt med en vild udvikling i landbrugenes behov for kvalificeret arbejdskraft ser vi ind i en fremtid med behov for dygtigere ledere, der i højere grad skal være direktører end ejere, og vi vil se medarbejdere, der skal være mere specialister end medhjælpere. De unge tænker langt mere over deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder, og de tænker mere ud af boksen, end vi med grånende tindinger gør. Kampen om de klogeste hoveder og dygtigste hænder er en indædt kamp mellem alle brancher.

Når unge vælger uddannelse i dag, spiller det ofte en afgørende rolle, hvordan uddannelserne ligger i et hierarki blandt vennerne og i høj grad også ’hvad mor og far synes’. At man i dag kan tage en landbrugsuddannelse og en studentereksamen samtidig – den såkaldte EUX – er den helt rigtige vej at gå. ’Huen’ er nærmest blevet en forlængelse af folkeskolen, men den sikrer også, at de unge kan tage en videregående uddannelse oven på erhvervsuddannelsen – også uden for vores erhverv. Det er afgørende, at fremtidens uddannelser til landbruget sikrer og samtidig viser, at de ikke kun giver adgang til én branche og én jobfunktion. Vi skal med andre ord tilbyde de unge flugtveje. At de via en god landbrugsuddannelse også kan blive ledere og specialister i brancher rundt om landbruget – og givetvis også helt uden for branchen. En oplagt mulighed er, at uddannelserne til landmand og leder i højere grad bør samarbejde med andre branchers uddannelser og give de unge mulighed for at læse videre. Når jeg ser en af de nyere landbrugsuddannelser som Agro Business Manager på Erhvervsakademiet i Aarhus, læser man som kommende landmand sammen med studerende fra akademiets andre fag som f.eks. datamatikere, erhvervsøkonomer og studerende til fremtidens turismeindustri. Her lægger man ofte op til at løse opgaver på tværs. Det giver netværk og indsigt til fremtidens ledere.

For at tiltrække og fastholde de bedste skal vi desuden have gang i en seriøs talentpleje, i mine øjne ved at samle dem på tværs af skoler og uddannelser, give dem netværk og yderligere udfordringer. De studerende skal møde både andelsvirksomheder, innovationsvirksomhederne i Agro Food Park, blive udfordret af andre måder at lede på og lave forretning på. Og de unge ser sig aldrig som færdiguddannet. De vil hurtigt kræve flere kurser og uddannelser, fuldstændig som deres venner i andre brancher ønsker at dygtiggøre sig ofte på universitetsniveau. Det skal vi i se som en kæmpe mulighed. Fremtiden tilhører den nye generation. Og jeg er fuld af fortrøstning, når jeg møder unge elever og studerende. Men vælger de os til?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle