Dansker i Kina: Afrikansk svinepest er over alt

Afrikansk svinepest (ASF) er en af mange sygdomsmæssige udfordringer for de kinesiske griseproducenter. Med koldere vejr blusser ASF op igen, fortalte direktør i Scandinavian Farms på Grisekongressen.

For godt fire år siden gik en regulær stemmebrand igennem det kinesiske landskab. Trods 4.000 kilometer fra vest til øst blev hele landet i løbet af fire-fem måneder ramt af den frygtede grisesygdom AFS, som formodes at have udryddet halvdelen af Kinas grisebestand i den efterfølgende periode.

Nu nærmer det kolde vejr sig igen, og det plejer at være et tegn på, at smitten igen blusser op.

Det fortalte Jørgen Lindberg, direktør i den danske storfarm Scandinavian Farms i Kina, på årets grisekongres.

- Vi er på vej ind i en koldere tid, og det vil gøre, at afrikansk svinepest vil eksplodere atter engang, fortalte Jørgen Lindberg, der har været i Kina i mere end ti år og baserer sin viden på blandt andet kinesiske kolleger.

Han beretter, at de kinesiske myndigheder fra starten af smitteudbruddet, der blev meldt ud 8. august 2018, offentliggjorde første smittetilfælde, men derefter stoppede med at oplyse om smittespredningen. Den manglede smitteopsporing og håndtering førte til smittespredningen i hele landet, og ifølge Jørgen Lindberg findes smitten fortsat i hele landet.

- Vi tager omkring 1.200-1.300 prøver omkring vores staldanlæg, og vi kan konstatere, at smitten kan måles på lastbiler, fødevarer, vi tager ind på farmene til køkkener, i offentlig transport og mennesker osv., fortalte han og nævnte, at en del regn og oversvømmelser for et par måneder siden har betydet, at smitten i stigende grad kan måles på de ansatte, når de møder frem til farmene.

- Jeg er lidt bange for, at vi går en lidt træls vinter i møde, sagde han.

Jørgen Lindberg oplyste, at der ifølge universitetet i Harbin er registreret 22 forskellige varianter af AFS - det høje antal skyldes, at mange tilbage i 2019 forsøgte at udvikle deres egen levende vaccine mod smitten.

Foruden AFS kæmper grisefarme i Kina med sygdomme som PRRS, PED, japansk hjernehinde-betændelse, klassisk svinepest, mund- og klovsyge og Aujeszkys, som i lighed med AFS udfordrer, fordi der er en slem variant, som ikke kan vaccineres imod.

- Når vi sælger avlsdyr er sygdommen noget, man spørger efter, og det giver et plus, hvis vi man er fri for det, sagde Jørgen Lindberg.

Faktaboks

Scandinavian Farms

  • Den danske storfarm i Kina er aldrig selv blevet inficeret med afrikansk svinepest, men andre sygdomme på farmene gjorde, at ejendommene blev saneret i 2019.
  • Siden er ny genetik kommet til, og i dag sælges primært avlsdyr.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle