Her har syge dyr ingen adgang

Fire dyrlæger er på skift klar til at holde øje med, at alle dyr har det godt på skuet.

Intet Landsskue uden dyrlægevagt. Og dyrlægevagten har mange vigtige funktioner. Det starter allerede, når dyrene ankommer. Alle dyr skal tjekkes for sygdomme ved indsyningen, inden de får lov til blive transporteret ind på dyrskuepladsen, fortæller dyrlæge Camilla Eskerod fra Dyrlæger & Ko. Hun har været dyrlæge på stedet i de seneste seks år.-

- Vi fungerer som embedsdyrlæger, når vi er på pladsen. Og den første opgave er meget vigtig, vi skal bare ikke have syge dyr ind. Det er derfor vigtigt, at der er taget prøver hjemmefra af kreaturer. Det er sket, at vi har måttet afvise et kreatur, og det er ærgerligt for ejeren, at man skal sende det dyr hjem man har trænet med og klargjort og bekoste en hjemtransport.

Det, der bliver tjekket for og som man skal huskes at opdatere, inden man drager til Herning er: Lus, skab, ringorm, digital dermatitis, vorter (en enkelt skønhedsplet er ok, men flere vorter er direkte hjemsendelse). Det kan være svært at se lus på langhårede kødkvægsdyr eller et par vorter, der sidder under maven. Men alt skal være i orden.

Det er Dyrlæger & Ko, der har tjansen med dyrlægevagten.

- Vi har to opgaver. En vagtordning og tilsyn med pladsen. Vi går rundt på pladsen to gange om dagen, og en stor opgave er at holde øje med dyrevelfærden. Der skal være vand og foder nok til dyrene, både store og små. Vi ser efter, at ingen dyr kommer i klemme eller ser syge ud. Der kan jo hurtigt ske noget også med raske dyr. Og i varmen skal vi holde øje med, at dyr ikke bliver overophedet eller får varmestress. Det kan ske, selv om der er vand nok, det kan drikke af. Skygge er også vigtig, selv om det også kan være varmt der. Bliver det hedevarmt, kan man måske få fat i blæsere for at køle stedet lidt ned, håndklæder der er vredet op med koldt vand kan også bruges på dyret. Ro og væske nok er det vigtigste råd.

 

Vigtige vagter

Og så er der en akut tilkaldevagt, det kan være alt fra dyr med infektion, yverbetændelse eller lungebetændelse, eller dyr, der er faldet eller har fået hedeslag. Der har enkelte gange været brug for operation, så er vagtholdet også klar til det.

- Der var også et år, hvor en jagthund var sluppet løs og fik øje på kaniner i 4H lejren. Det endte med et par kaniner desværre måtte aflives, så det er også med at holde øje med sine hunde.

- Jeg vil gerne rose folk. De passer rigtig godt på deres dyr, mange glæder sig i flere måneder op til Landsskuet og glæder sig til at vise deres allerbedste dyr frem. Men vi ser også et par tilfælde af byfolk, som ikke har kendskab til at omgås de store dyr. Af uvidenhed kan de komme for tæt på heste og kreaturer, så de skal også lære det at omgås dyrene. Har udstillere et ustyrligt dyr, så lad det blive hjemme eller træn godt med det, inden det er dyrskuetid, siger Camilla Eskerod.

Og et godt dyrskuevejr? Vi vil gerne have noget regn, inden det går løs. Ellers tørvejr og ikke for varmt. Sol og skyer. Vi bor i telte og campingvogne, så vi glæder os - det bliver både spændende og sjovt at opleve endnu et Landsskue.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle