203 besætninger kontrolleret: Plads til at løfte velfærd hos kødkvæg

Kontrolkampagne af kødkvægsbesætninger viste høj grad af dyrevelfærd, men der er stadig plads til forbedringer.

Danske kødkvægsbøffer stammer i overvejende grad fra kødkvægsbesætninger, hvor dyrevelfærden er i top.

Det viser en kontrolkampagne foretaget af Fødevarestyrelsen i vintermånederne december 2014 og januar-februar 2015.

Der blev i 84,7 procent af de 203 tilfældigt udvalgte kødkvægsbesætninger ikke fundet anledning til bemærkninger.

31 besætninger, svarende til 15,3 procent af de kontrollerede besætninger, fik dog påtaler og i to tilfælde blev besætningsejerne meldt til politiet, da kontrollørerne fandt kalve yngre end seks måneder, som var permanent bundet op. Det var tilladt indtil 1. januar 1994.

Der skal mere halm til

Det mest iøjefaldende indsatsområde er i følge kontrollen, at dyrene ikke havde adgang til tilstrækkeligt velstrøet leje i stald eller læskur.

Således fik 16 besætninger anmærkninger for, at det tilbudte leje ikke var tilpas tørt. Otte af disse besætninger havde udegående dyr og otte havde dyr på stald hele døgnet.

I ti besætninger gik dyrene udenfor i mere end 12 timer dagligt uden adgang til læskur.

Tredjemest påtalte område var inventar, som dyrene havde risiko for at beskadige sig på. Det blev påtalt i syv tilfælde.

Hobby-ejere uden tilstrækkelig viden

I følge landbrugsinfo.dk er konsulent ved Seges, Per Spleth, ikke overrasket over resultatet af kampagnen.

»Vi ved, at der blandt kødkvægsbesætninger er mange mindre besætninger, der drives på hobbyniveau. Derfor tror jeg, at overtrædelserne i mange tilfælde skyldes manglende viden,” fortæller Per Spleth.

Han understreger, at det naturligvis ikke er nogen undskyldning, men opfordrer disse landmænd til at søge råd hos DLBR’s Rådgivningsteam Kødkvæg, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de lever op til reglerne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.