Driftsleder for 1.100 køer: Grovfoderet tegner til at blive kanon godt i år

Blog fra malkebedriften: Hos Leo Hansen i Estland er ærtehelsæden under plastik og majsene strutter og bliver formentlig klar til en rettidig høst.

Af Leo Hansen - fortalt til Peter W. Mogensen

I min sidste blog kunne jeg berette om varmerekorder, tabt tilvækst hos kalvene og faldende mælkemængder hos køerne. Derfor er det glædeligt nu at kunne fortælle, at det er blevet køligere!

Den seneste uge har vi endda fået nedbør, og det har gavnet majsen, som virkelig nød til lange, varme periode. Før varmeperioden fik de passende med vand og nu har de fået igen, så de kan fylde kolberne godt ud. Hvis ikke noget uventet opstår, så har vi kurs mod en god majshøst i år. 

Det jeg især hæfter mig ved er, at majsen er langt fremme lige nu. Vi får nemlig ofte udfordringer med nattefrost i efterårsmånederne og det kan tage pynten af majsens kvalitet. Men i år er majsen så langt fremme, at nattefrosten ikke burde blive et problem.

Ærtehelsæden er også under plastik. Kvaliteten blev rigtig god, men udbyttet mindre end vanligt.

forskellige foderstyrker

Grovfoderet udgør mellem 55 og 60 procent af køernes rationer. Vi laver fire forskellige foderblandinger; én til goldkøer og tre til de malkende køer. Køerne er delt i fire hold med et kombineret skåne- og opstartshold, derefter et hold med køer, som er 14 dage til tre måneder fra kælvning. Herefter følger et mellemhold og til sidst et hold med senlakterende køer samt slagtekøer.

Vi bruger mest grovfoder til de senlakterende køer, hvor jeg forsøger at spare på de indkøbte fodermidler.

Rationen består af majs- og ærtehelsæd, soja, raps, korn, mineraler, fedt og diverse. Til sidstnævnte hører nu produktet Easylin, som er et proteinprodukt, der også indeholder fedt og olie. Vi tog det ind i forsøget på at strække sojaforbruget, fordi soja er blevet en dyr råvare. Det er lykkedes tilfredsstillende og køerne fungerer godt på det og foderomkostningen er også reduceret. Jeg bruger det indtil videre kun til nykælverne.

helst ingen renracede holsteintyrekalve

I stalden har vi afsluttet et omfattende renoveringsarbejde. Der blev plads til 30 køer mere, end jeg forventede, og dem vil vi nu lægge til at egen avl. Vi har en lukket besætning, så når vi udvider, skal det helst ske med eget opdræt.

For to år siden begyndte vi efter dansk forbillede af bruge mere kønssorteret sæd i kombination med kødkvægssæd. Vi er nu dér, hvor vi ikke bruger almindelig holsteinsæd mere, men udelukkende kønssorteret holsteinsæd og kødkvægssæd fra racen blåkvæg.

Vi får 60 euro for en renracet holsteintyrekalv og 110 euro for en kødkvægskrydsningskvie og 160 euro når det er en tyrekrydsning. Derfor giver det sig selv, at vi helst vil undgå holsteintyrekalvene.

høst snart slut

Høsten begyndte 23. juli, hvilket er noget tidligere end vanligt. Vi plejer at skulle ind i august, før kornet er modent, men i år har tørken tørret korn klar til høst. Vi mangler kun 20 hektar vårbyg og 200 hektar vinterraps af de næsten 800 hektar, vi skulle høste.

I den kommende tid skal jeg i samarbejde med bestyrelsen arbejde videre med vores strategi for, hvad vi skal med bedriften på sigt. Det er spændende at bidrage til.

Faktaboks

Fakta

  • Gården Oü Härjanurme Mõis  ligger ved Estlands næststørste by, Tartu
  • 1.100 køer, Holstein
  • Mælkeydelse 12.000 liter mælk leveret 
  • 4,05 fedt 3,45 protein
  • Leverer til det finske mejeriselskab Valio 
  • 1.800 hektar konventionelt drevet, deraf 1.000 hektar grovfoder og resten er byg, hvede og vinterraps
  • 40  ansatte i alt, 26 i stalden, deraf er der to i malkestalden plus en der henter køer døgnet rundt
  • Ejer: DanEsti
  • Driftsleder: Leo Hansen, 44 år

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.