Konkurs med slægtsgården - men malker videre for kurator

Mogens Larsen fra Vind ved Lemvig er ansat af kurator til at drive gården videre, mens kurator leder efter købere.

Landmand Mogens Larsen, fra Voldsted ved Vind ved Lemvig, er gået konkurs med sin malkebesætning, men han og familien er stadig at finde på stedet, skriver Lemvig Folkeblad.

Mogens Larsen er ansat af kurator til at drive gården, mens de leder efter en køber.

"At erkende, at det, man har kæmpet hårdt for at bygge op. At det ikke lykkedes. At drømmen brast. Det er en svær erkendelse at komme til. Især når man synes, ens produktion kører rigtig godt," siger Mogens Larsen til avisen.

Konkursen var først et chok, da gælden væltede læsset, men derefter en lettelse, fordi presset blev taget af skuldrene. Men i takt med at interesserede købere er kommet forbi, så føles det som et nederlag, skriver Lemvig Folkeblad. Nu håber Mogens Larsen, at han kan få lov til at blive på gården som bestyrer, mens en ny ejer får skødet.

Gården er en slægtsgård, der går tilbage til Mogens Larsens farfar. Mogens Larsen har selv haft gården i 15 år. Gælden skyldes blandt andet opkøbet af nabogården i en tid, hvor jorden var dyr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.