Lad overmodet og rutinen blive hjemme, når du går i stalden

Ugen på spidsen: Markant færre arbejdsulykker i kvægbruget kræver en bred indsats ude på hver eneste bedrift. Et første skridt kan være lige at stoppe op foran enhver opgave og vurdere risikoen, anbefaler ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Kender du det, at man pludselig vågner om natten med et sæt, lige før der sker noget skrækkeligt i en drøm?

Når det en sjælden gang sker for mig, er det skrækkelige næsten altid en af de arbejdsulykker, der skete eller var lige ved at ske i mine 25 år i kvægbruget.

Langt de fleste har heldigvis været af lige-ved-og-næsten-typen, hvor held eller hurtighed eller bare tilfældigheder afværgede den helt store skade.

Giftig cocktail

Hvorfor sker disse ulykker?

For mit eget vedkommende er jeg desværre ikke i tvivl om, at i de unge år skyldtes de en virkelig giftig cocktail af vovemod, utålmodighed, en følelse af udødelighed og en inderlig uvilje mod at spørge om hjælp.

Jeg kunne selv, jeg kunne alt. Det kunne jeg selvfølgelig ikke. Jeg slap nådigt, men den giftige cocktail har kostet mange unge mennesker i landbruget liv og førlighed.

Farlig følgesvend

Sidenhen blev rutinen en farlig følgesvend i stalden. For med rutinen glemmer man bare at tage sig i agt for mange ting, fordi det er gået så glimrende tusinde gange før.

Travlhed og træthed og bekymringer gør heller ikke noget godt for arbejdssikkerheden.

Og så er dyr bare uforudsigelige. Hvem kan med sikkerhed sige, hvad der foregår inde i hovedet på en kvie eller ko?

Eller der kommer pludselig en lyd eller et glimt, og så er fanden løs i boksen, drivgangen eller malkestalden...

Vaner skal ændre

Der kan gøres meget. Rigtig meget. Og det skal gøres. Landbruget er stadig et farligt sted at arbejde, og kvægbruget trækker ikke ligefrem gennemsnittet ned.

Det allervigtigste er måske en vaneændring, nemlig lige at stoppe op før enhver opgave: Hvad kan gå galt?

Kan jeg overskue det? Ved andre hvad jeg laver og hvor jeg er? Har jeg det rette værktøj og de rette værnemidler med? Når det bliver en vane, viser erfaringen, at man lærer ’se’ og forholde sig til risici helt automatisk i arbejdet.

Behov for nye løsninger

Det er også vigtigt at snakke om arbejdssikkerhed på bedriften - at her i stalden passer vi på os selv og hinanden, og derfor taler vi også om fejl og problemer.

Det er vigtigt at være et forbillede som driftsleder.

Det er vigtigt at se sine medarbejdere an, instruere grundigt og tilpasse opgaverne.

Det er vigtigt at stille de rette værktøjer og de rette værnemidler til rådighed.

Det er vigtig at overholde regler og forskrifter.

Det er desuden vigtigt at arbejdsulykken anmeldes, når den desværre sker, så vi får et retvisende billede af omfang og årsager til gavn for den fortsatte forebyggelse.

Endelig er det vigtigt at udvikle nye løsninger. Blandt andet mangler der i den grad ideer til en mere sikker og skånsom håndtering af nyfødte kalve.

Claus Solhøj, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.