LDM-formand: Her er mine forventninger til Christian Lund

Ideer til nye indtjeningsmuligheder og bedre parløb om EU-anliggender er blandt Kjartans Poulsens forventninger til L&F, Kvægs formand Christian Lund.

Hvordan får vi øget indtægterne i mælkeproduktionen og skabt en bedre afregningspris?

Og hvordan får vi som mælkeproducenter en bedre bundlinie?

Sådan lød nogle af de åbne spørgsmål fra LDM’s formand Kjartan Poulsen rettet mod L&F, Kvægs formand Christian Lund på LDM’s generalforsamling.

Kjartan Poulsen, som har 1600 danske mælkeproducenter i foreningens medlemskartotek, lagde ikke skjul på, at han har store forventninger til Christian Lund, som har været formand for L&F, Kvæg i mere end et år.

Kjartan Poulsen roste Christian Lund og resten af L&F, Kvæg for at sætte bundlinie øverst i sektorens nye strategi.

»Men I må altså komme med nogle andre initiativer end øget effektivitet og endnu mere øget effektivitet. Den sang kan vi alle spille - rigtig godt efterhånden,« lød det fra Kjartan Poulsen.

Han lagde vægt på, at L&F, Kvæg hidtil har fokuseret meget på omkostningerne. Også for meget, tilføjede han.

Arbejdet med at sikre en bedre afregningspris er ikke kun et job, som kalder på indsats indenfor landets grænser. Der skal også kæmpes i EU, og her lød det anerkendende fra Kjartan Poulsen, at L&F, Kvægs formand er interesseret i det europæiske samarbejde.

»Det glæder jeg mig virkelig over og til. Og jeg er klar til parløb,« lovede Kjartan Poulsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.