LDM: Opgiv CO2-afgift på køers fordøjelsesprocesser

En CO2-afgift på 750 kr. pr. ton vil koste en gennemsnitsbedrift 750.000 kr. om året, lyder det fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Man kan erstatte fossil energi med biobrændsler og grøn strøm, men man kan ikke sætte strøm til en ko, og derfor er det ikke rimeligt, at lægge CO2-afgifter på naturlige processer som for eksempel metan fra køers fordøjelse. 

Sådan lyder det fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, LDM. Foreningen reagerer på, at debatten under valgkampen ofte er reduceret til spørgsmålet: Er du for eller imod en CO2-afgift på landbruget?

Foreningen peger på, at der allerede er stillet store klimakrav til landbruget. I landbrugsaftalen er det allerede aftalt at udledningen af klimagasser reduceres 55-65 procent, og det bliver på ingen måde let, og hvorfor så straffe yderligere?

Problemet for landmændene er, at en afgift, der går direkte på udledning af CO2-ækvivalenter blive meget dyr.

En dansk gennemsnitsbedrift har cirka 250 køer. En afgift på CO2 vil derfor ifølge LDM betyde: 

  • 1.500 kroner pr. ton CO2 svarer til 6.000 kr. pr. ko pr. år, 50 øre pr. kg mælk, 1,5 mio. kroner pr. gennemsnitsbedrift 
  • 750 kroner pr. ton CO2 svarer til 3.000 kr. pr. ko pr. år, 25 øre pr. kg mælk, 750.000 kroner pr. gennemsnitsbedrift 
  • 100 kroner pr. ton CO2 svarer til 400 kr. pr. ko pr. år, 3,5 øre pr. kg mælk, 100.000 kroner pr. gennemsnitsbedrift 

Det skal ses i lyset af, at en gennemsnitsbedrift har tjent 768.000 kroner om året fra 2016-2020.

Budskabet er derfor, at opgive CO2-afgifter på kvægbruget. For at få reduceret køernes metanudledning ser LDM store muligheder i anvendelse af de nye fodertilskud, (Bovaer og Stof X, red.) som fjerner 20-30 procent af metanet i køernes bøvser.

Ingen af stofferne er prissat endnu, men den omkostning vil, i modsætning til en afgift, kunne kompenseres via et tillæg til afregningsprisen. 

Derudover opfordrer LDM til at fokusere på muligheder for at reducere udledningen af metan inden for avl, grovfoderdyrkning, andre fodertilsætninger og nye teknologier. 

- Enhver form for dansk CO2-afgift vil udgøre en negativ diskriminering i EU-sammenhæng og belaste dansk mælkeproduktion i en grad, der vil sende en mindre eller større del af produktionen til udlandet, hvor klimabelastningen er større og i mange tilfælde har mindre fokus, siger Christen Sivertsen, direktør i LDM.

Han påpeger, at en forhastet indførelse af CO2-afgift på metan fra kreaturer vil sløve effekten af at bruge andre metoder til at reducere udledningen af klimagasser. For eksempel de fodringsmæssige og teknologiske muligheder.

Faktaboks

FAKTA

  • Ifølge resultater fra DCA ved AU udleder en malkeko i produktion årligt cirka 170 kg metan fra vomforgæring svarende til cirka fire tons CO2e årligt for at producere cirka 12.000 kg mælk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.