Mælkeprisen falder til laveste niveau i over fem år

Absolut laveste mælkepris i fem år - og faretruende tæt på de to kroner.

Mælkeprisen fortsætter sit fald i august også og kommer dermed faretruende tættere på de to kroner i afregningspris.

Det oplyser Arla, der netop har offentliggjort mælkeprisen for august måned.

212,8 øre fra 3. august og dermed 7,4 øre lavere end prisen i juli bliver afregningen til de danske mælkeproducenter, der dermed bliver endnu hårdere spændt for.

Og der er ingen snarlig udsigt til bedring, oplyser Arla.

»Den negative tendens på markedet fortsætter. På den seneste GDT auktion blev prisen reduceret med 10,7%, hvilket påfører markedet yderligere væsentligt pres. Denne udvikling påvirker ikke kun industrimarkedet, men også i stigende grad detail på de europæiske kernemarkeder,« skriver mejeriselskabet.

»Udbuddet af mælk globalt fortsætter med at være højt, mens efterspørgslen fra især Kina efter mælkepulver til industriprodukter forbliver meget lavt og der er ingen udsigt til at den russiske embargo fjernes. Med udgangspunkt i disse tendenser henover sommeren er der ingen umiddelbar udsigt til en forbedring af markedssituationen.«

Laveste mælkepris i fem år

Det er fjerde måned i træk, at mælkeprisen falder. Og allerede prisen for juni var med 226,8 den laveste siden 2012. Med de to yderligere fald for juli og august er prisen den laveste i mindst fem år - og prisen ligger faretruende tæt på de to kroner.

Fakta

• Fedtværdien er 23,07 kr pr. kilo, og proteinværdien er 34,61 kr pr. kilo.

• Forventet efterbetaling og rente er 7,7 øre, og forventet konsolidering 10,9 øre.

• Økotillægget er 92,3 øre pr. kilo.

Arlaprisen er 234,1 øre pr. kilo konventionel mælk og 326,4 øre pr. kilo økologisk mælk.

Emneord mælkepris

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.