Mælkeproducent fik planteavler til at købe ejendom og leje den ud til ham

Christian Petersen har etableret sin mælkeproduktion på utraditionel vis. Planteavleren, der ejer jord og bygninger, får gødning og vekselafgrøder, og Christian får super grovfoder. 

Den tidligere kvægbrugsleder, der stod for mælkeproduktionen på Gjorslev Gods, havde ikke gået og drømt om at blive selvstændig. Men da han fik et godt tilbud, han ikke kunne sige nej til, var det alligevel sådan han endte.

- Jeg har aldrig lavet andet end at passe køer. Det er min passion, siger han. 
Han og hustruen Sara har en multihandicappet dreng, og det stiller store krav til boligen

- Det er sjældent stuehuset, der er megalækkert, når man ser på gård. Her var en undtagelse, fortæller han. 

Ejer henviste til investor

Gården var ejet af AP-pension, som ikke ønskede at fortsætte som ejer, men spurgte, om de måtte sætte Christian Petersen i forbindelse med Johan Scheel, Ryegaard. Det måtte de, for han kunne ikke selv rejse kapital nok. 

Enden blev, at Johan Scheel købte gården med 110 hektar og lejer staldene ud til Christian Petersen.

- Det er et meget simpelt set-up og ufattelig godt for køerne, siger han. 

Ny besætning

Staldene stod tomme, da de overtog, men i dag går der 220 holsteinkøer i staldene.

- Indretningen af stalden er virkelig god med sand i sengebåse og en 2X24 svingover malkestald, men det tog os halvanden måned at gøre det klar, siger han.

Gården havde været nødlidende en tid, inden den blev lukket ned, og det havde sat sit præg på vedligeholdelsen.  

Besætningen fra Gjorslev var solgt. Dog lykkedes det at få 17 udvalgte dyr, der var sendt i eksil i Jylland, tilbage til Skovbakkegård, som hans bedrift hedder. Derudover har Christian Petersen med hjælp fra en handelsmand fundet resten af de 220 malkekøer fra en del forskellige bedrifter. Dermed har han også fået bygget en højtydende besætning op.

Godt grovfoder

Den årlige mælkeydelse ­ligger på 12.800 kilo EKM per årsko, og han er godt tilfreds med samarbejdet med Johan Scheel, som producerer grovfoder. Han har til gengæld mulighed for at flytte grovfoderet rundt på ejendommen, hvilket er godt for sædskiftet både i forhold til grovfoderet og de øvrige afgrøder.

- Det er sjovt at arbejde sammen med nogen, der går op i grovfoder, for vi har brug for noget god kvalitet, og selv i år har det været konkurrencedygtigt med hvede, og så får de jo noget billig gødning, uddyber han. 

Christian Petersen er 42 år og ser store muligheder for yngre landmænd i at blive selvstændige på samme måde, hvor man samarbejder med en investor, som ikke bare har det som en investering, men også har fordele af samarbejdet i sin egen bedrift. 

Hør mere om Christian

Christian Petersen fortæller om den måde, han har etableret sig som selvstændig med en investor og hans passion for køer på Kvægkongressen i Herning 27.-28.  februar. 

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.