Seges: De bedste kødracetyre er afprøvet i Danmark

Besparelser ved køb af billige, uafprøvede tyre kan hurtigt sættes over styr ved svære kælvninger og flere døde kalve, advarer Seges.

Indkrydsning med kødkvæg på malkekvæg er ret udbredt og har flere fordele: Kun de genetisk set bedste køer får lov at levere afkom til den fremtidige mælkeproduktion og krydsningskalvene kan sælges til viderefedning en bedre pris end renracede malkekvægskalve.

Men fordelene kan hurtigt sættes over styr, hvis man udelukkende vælger kødkvægstyre efter prisen på sæddosen, lyder advarslen nu fra Seges.

De billigste kødkvægstyre har oftest ikke en dansk afprøvning i bagagen, og det kan føre til problemer med flere døde kalve, svære kælvninger og give køerne en svær start på den nye laktation.

I stedet opfordrer Seges mælkeproducenterne til dels at skele til de dansk afprøvede tyre og dels til X-indekset, som Seges fire gange årligt beregner for de hyppigst anvendte kødkvægstyre.

Den kloge investering

X-indekset er et økonomisk indeks udtrykt i kroner, som viser kalvens merværdi for både mælke- og slagtekalveproducent. Kælvningsforløb, kalvens livskraft, slagteformen og nettotilvæksten er de fire delindekser, som ligger til grund for X-indekset.

I øjeblikket indeholder listen tyre fra racerne Simmental, Charolais, Aberdeen Angus, Blonde d’Aquitaine, Limousine og Blåkvæg. For at få et X-indeks skal tyren have minimum 100 afkom født i mindst ti forskellige besætninger samt 25 slagtede afkom, der er opdrættet i mindst ti besætninger.

I følge Seges giver det et mere sikkert beslutningsgrundlag at vælge tyre efter X-indekset. Sæd fra afprøvede tyre koster oftest mere, men hvis man vælger tyre ud fra X-indekset, er den investering ofte givet godt ud i form af merværdi af kalven og lettere kælvninger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.