Slagteri mangler kødkvæg: Lægger 25 øre på noteringen

Himmerlandskød A/S sætter noteringen op for at trække mere kødkvæg til slagtning.

Markedet for oksekød er nu på vej op i gear, og derfor skal noteringen have et skub, melder Himmerlandskød A/S i sit ugebrev.

Konkret er målet at tiltrække mere kødkvæg til slagtning, og derfor sættes noteringen op med 25 øre per kilo for tre kategorier. For at ramme kødkvæget sker tillægget kun på slagtekroppe med form otte og op.

De begunstigede kategorier er kalve og kvier under 12 måneder, ungtyre under 24 måneder og kvier og stude over 16 måneder samt stude, kvier og køer under 42 måneder.

Prisopjusteringen betyder, at en kalv under 12 måneder med formklasse 10 og en slagtevægt på 280 kilo nu afregnes med 29,75 kroner per kilo. For en ungtyr under 24 måneder med formklasse 10 og en slagtevægt på 280 kilo lyder afregningen nu på 31,40 kroner på kilo. Og endelig vil en stud med formklasse 10 og en slagtevægt på 340 kilo nu blive afregnet med 32,75 kroner per kilo.

Himmerlandskød A/S meddeler, at eksporten til Sydeuropa fortsætter på et stabilt niveau.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.