Vi kan lære af engelsk græsstrategi - 40 folde og måling af græshøjde

Af Niels Peter Landmark, økologisk mælkeproducent - fortalt til  Stig Bundgaard

Jeg var i sidste uge to dage i Somerset i det sydvestlige England for at se på især afgræsningssystemer med besøg på fire bedrifter. Turen var arrangeret af ØkologiRådgivning Danmark, og vi var 13 økologiske producenter af sted.
 
Vi kan helt sikkert lære meget af englændernes management af græsfolde både med hensyn til såning, sædskifte, afpudsning og opmåling af græshøjden.

Meget snak om græshøjde 

På turen snakkede vi rigtig meget om græshøjde.
 
De engelske mælkeproducenter lægger stor vægt på, at køerne græsser ordentlig i bund, så græsset  skyder det rigtige sted fra, og der hele tiden kommer nyt græs.
 
Græssets fysiologi kræver nemlig, at det får hvile. Holder man græsset konstant nede på 7-8 centimeters højde, som vi typisk gør herhjemme, stopper rødderne med at vokse. Bliver det så tørt, har græsset ikke rødder nok.

Herhjemme har vi også tendens til at - når mælkeproduktionen falder - give køerne en ny græsfold eller nyt foder. Det betyder, at køerne så ikke græsser i bund, græsset bliver for langt, hvorefter køerne ikke vil æde det - og så har vi balladen. 

Græsset hviler tre uger 

Det englænderne gør, er, at køerne får lov til at bide græsset ensartet ned til 5-6 cm. Køerne får så en ny fold med frisk græs, og græsmarken, de har forladt, får lov at hvile i cirka tre uger til græsset er 15 centimeter højt.
 
Til at måle græshøjde og græsmængde bruger mælkeproducenterne i Somerset en plademåler, der kan måle både græshøjde og hvor meget tørstof, der er tilbage på en mark.

Græsmængden må ikke komme under et fast bundniveau. Opmålingen sker ved at landmanden går en tur i græsmarken og sætter plademåleren ned cirka 30 gange på marken, så man har nok målinger til at usikkerheden bliver minimeret.
 
Målingen fortælller fx, at der er 2.800 kg tørstof på en mark. Hvis bundniveauet er 1.500 kg for at der er græs nok til genvækst, skal køerne altså æde yderligere 1.300 kg tørstof.

Så kan landmanden regne på hvor lang tid og hvor mange køer, der skal gå på marken, før græsset er ædt. Svaret kan indebære, at folden skal deles i mindre stykker, så køerne kan græsse i bund ensartet og mere intensivt.
 
Landmanden måler også græsmængden, efter køerne har forladt folden, så han får indsigt i om der er græsset tilpas i bund, eller køerne har været på marken i for kort tid. Han kan dog ikke lukke køerne ind på marken igen, for det gider de ikke. De er vant til græs med bid i og gider ikke rydde op.
 
Derfor skal man ramme rimeligt præcis første gang, hvilket kræver noget erfaring.

Plademåler, som anvendes til at måle græshøjde og græsmængde på en mark. Displayet viser 2.502 og det betyder, at med en bundgrænse på 1.500 kg tørstof, er der 1.000 kg tilbage til køerne på den mark. Med 50 køer, der hver æder 10 kg tørstof, er der til to dage, men eftersom køerne ikke er glade for at komme to dage i træk på samme mark, bør marken deles op i to .

30-40 folde eller mere...

Det engelske afgræsningssystem kræver, at man har mange folde at bytte imellem, så græsset får tid til at hvile. Køerne må ikke gå på en mark hver eller hver anden dag.
  
De engelske landmænd har derfor 30 eller måske 40 folde, nogle gange endnu flere. De holder styr på græshøjden i hver enkelt fold, og om græsset er ved at blive for langt, og eventuelt bør sættes af til slæt.

De har også udviklet et elektronisk værktøj til styringen af de mange folde. De har en kurve for deres græsmarker, hvor man kan aflæse om den faktiske græsmængde på en mark ligger på den linje, der viser hvor stor mængden skal være for en god genvækst.
 
De bedrifter, vi besøgte, talte om en græsmængde på 10.000 kg tørstof på en sæson, svarende til ca. 9.000 FE på marker, som kun er tilført gylle.
 
Det engelske system er som beskrevet noget anderledes, end det vi kender herhjemme. Stalde bruger de groft sagt kun til at malke i. Til gengæld har de vandtrug i alle indhegninger, selv om de har så mange folde, og de har udviklet gode drivsystemer.
 
På de punkter er vi bagud, fordi vi herhjemme gerne vil gøre afgræsningen lidt nemt. Englænderne har stort set også kun græsproduktion på deres jord, mens vi ofte har et sædskifte.

Engelsk græsmanagement kan jeg selv bruge  

Jeg mener, at jeg kan bruge det engelske system til afgræsningen på min egen bedrift.
 
Jeg havde selv tidligere to folde, men er nu gået op på seks folde. Jeg burde nok have i hvert fald 12 folde, i følge det engelske system, hvilket vil betyde udfordringer med at flytte tråd og vand, og der er vi ikke helt kommet til endnu.
 
Nu skal indtrykkene lige bundfælde sig, og jeg skal finde ud af om jeg virkelig skal lave så mange indhegninger, eller om det kan gøres med at jeg går ud på marken og kigger.
 
Gevinsten ved det engelske system er stor. Det er billigt foder, og afgræsningen kan kaste måske ekstra 1.000-2.000 FE ekstra af sig oven i de normale 6.000-7.000 FE på en sæson, hvis vi kan undlade at pudse markerne af. Det gør vi de fleste gange, græsset er blevet for langt, og så er græsset jo spildt.
 
Plademåleren har jeg faktisk også allerede lidt erfaringer med. Min søn havde nemlig en med hjem fra New Zealand, da han var dernede for at passe køer.

Jeg ved også, at de har brugt plademåleren hos ØkologiRådgivning Danmark. Nu skal bare til at have nogle data, så vi kan begynde at snakke om, hvad det er for nogle tal, den viser, og hvordan vi skal bruge tallene.