Video: Eksport af gode angus-gener giver fin merpris

Når Erik nærmer sig marken i sin røde trøje – ja, man fristes til at sige førertrøje - og Lis i sin røde kedeldragt, kender dyrene dem på lang afstand og kommer løbende. Har de noget andet på, end de plejer, er dyrene tilbageholdende indtil, de har forvisset sig om, hvem det egentlig er.

Lis og Erik Magnussen har en avlsbesætning af rød angus, og der går dyr til både ind- og udland, og kunderne henvender sig for det meste af sig selv.

»Folk henvender sig. For en måned siden fik jeg for eksempel en mail fra en spanier, der ville have fem dyr.

Det bliver ikke til noget, for det er for dyrt ikke at fylde en vogn, men der er ikke så mange, der har rød angus, og dem der går op i avl, ved vi eksisterer eller hører måske om os fra Angusforeningen«, siger Lis Magnussen.

De har solgt dyr til Spanien, Portugal, Tyskland og flere andre lande. Det har givet sjove oplevelser.

»Vi havde en kunde fra Portugal, der selv hentede dyrene, og han kom i laksko og jakkesæt«, griner Erik Magnussen.

En polsk kunde kom også og hentede en del dyr og blev inviteret ind til kaffe.

»Hans chauffør blev ude i bilen, for manden var for fin til at sidde sammen med chaufføren«, smiler Lis Magnussen.

Sådan er det ikke med de danske kunder.

Bred genpulje

Nogle kunder er faste kunder, som kommer igen og igen. En jysk eksportør henvender sig jævnligt for at høre, om de har dyr, når han har ordrer fra udlandet. Han er også en god afsætningskanal. Andre kunder vender mere sporadisk tilbage eller er der i en periode, hvor de bygger en besætning op. 

»Vi gør meget ud af at få friske gener ind i besætningen – også fra udlandet. Det er nødvendigt for at undgå indavl, og jeg tror, det giver flere potentielle kunder, for så mange røde angus er der jo heller ikke i Danmark«, forklarer hun. 

Det sker selvfølgelig, at de også slagter nogle dyr, der ikke kan sælges til avl. De har lige slagtet ni køer for at tynde lidt ud i besætningen og undgå overbelægning i stalden. Svært er det dog at skille sig af med dyr.

Især nogle af dem. 

»Så siger Erik, hende kan vi ikke gå af med, hun er så sød og kommer, når vi kalder. Jeg kan da også fælde en tåre, når vi skal af med nogle af dem, man får et tæt forhold til dyrene«, siger Lis Magnussen.
 

Læs mere om parret i Magasinet Kødkvæg 6, 2021

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.