Video: Samarbejde kickstartede ung kvægbruger

Deling: De deler plads, viden og arbejde, og det er til gavn for alle parter. For 21-årige August Linde Laboube har det muliggjort en ung start.

Nej, det er ikke den klassiske historie om konfirmationspengene, der gik til en ammeko – de gik til en Puch Monza, der er steget 1.000 kroner om året i værdi siden, indskyder August Linde Laboube, der er født og opvokset på Ærø. Derimod har han i en tidlig alder arbejdet meget og tjent penge til at investere i en besætning. 

- Jeg har ikke købt en computer til 14.000 kroner, som mange af mine kammerater. Jeg har købt dyr, siger den 21-årige landmand, der allerede i folkeskolealderen arbejdede næsten fuldtids ved siden af. 

Penge alene gør det dog ikke, når man er ung, skal ud i verden og på skole og i det hele taget ikke kan være hjemme hver dag. Til daglig arbejder han som fodermester hos en mælkeproducent på Fyn.

Knoklede for at tjene penge til dyr

De første dyr købte August, da hans mor i 2018 solgte landbrugsskolen Poppelgården for unge med særlige behov, som hun og Augusts afdøde far havde drevet i en årrække. På kroen, hvor August arbejdede i fritiden, havde han hørt om den jævnaldrende Christian og hans far Jesper Helstrup, der var tilflyttere på Ærø og lige havde købt lidt køer.

- De havde ikke meget forstand på kødkvæg, men det havde jeg. Og så blev det sådan, at mine dyr stod hos dem om vinteren, og jeg hjalp til i weekenderne, når jeg var hjemme, forklarer han. 

Sådan er det stadig til gensidig gavn. 

August har oparbejdet en besætning på otte moderdyr plus opdræt, i alt 21 dyr, som overvejende er hereford. Christian har en angusbesætning, og Jesper har charolais med til sammen 74 dyr. 
- De har pladsen, og jeg hjælper til. Vi hjælper hinanden og skriver ikke timer, og så løber det fint rundt, uddyber August Linde.

All inclusive

I de første år har hans dyr også været gratis på kost. Foderet består overvejende af græswrap. Jesper Helstrup har et stort planteavlsbrug og dyrker blandt andet hundegræs til frø. Det bliver gødet og pudset af før vinteren. 

- Det skal jo fjernes, og der er ikke andet at bruge det til end wrap, så det koster jo egentlig kun presseprisen, tilføjer han. 

Tyrene får ud over wrap lidt valset korn og kraftfoder, cirka 1,5 kilo per ko per dag. De har eksperimenteret en smule med roer i det små, som køerne får lige omkring kælvning.

Selv om det har været godt for opstarten for August Linde, synes han, det vil være rimeligt at betale for foderet, størrelsen af hans besætning taget i betragtning. 

- Selv om vi alle tre har glæde af samarbejdet, synes jeg ikke, jeg kan køre på frihjul i længden, påpeger han. 

Klik og se videoen.


Læs mere i magasinet Kødkvæg 4 2023, der netop er udkommet

Emneord PLUS Video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.