Agri Nord: Drænvand viser meget lavt kvælstofindhold

Agri Nord har fået svar på første runde af vinterens drænvandsprøver.

Det gennemsnitlige kvælstofindhold i de nordjyske prøver er 5,6 mg nitrat/l, hvilket er markant under grænseværdien for drikkevand.

Det viser Agri Nords drænvandsundersøgelser hos godt 40 landmænd denne vinter, foretaget af et uvildigt laboratorium.

"Gennemsnittet for de 42 prøver er 5,6 mg nitrat pr. liter, hvilket er omkring halvdelen af grænseværdien for drikkevand. Samtidig er tallet lavere end det var tilfældet i de tre foregående år, hvor de lå på 6,5-7,0 mg nitrat/l. Det kan dog ikke sammenlignes en til en, da der er kommet flere arealer med i dette års drænvandsprøver," siger Flemming Floor Jensen, chefkonsulent for Agri Nord Planteavl.

Behov for mere kvælstof

Formand for Agri Nord Carl Chr. Pedersen håber, at landbruget kan bruge drænvandsprøverne til at opnå politiske resultater.

"Det er tydeligt, at planterne bruger det kvælstof der bliver tildelt, og vi kan ikke komme længere ned i marktildelingen – tværtimod er der behov for mere kvælstof, hvis vi skal sikre kvaliteten af vores afgrøder. Prøverne viser tydeligt, at koncentrationen i drænvandet er meget lavt," siger Carl Chr. Pedersen.

"Det er nødvendigt, at vi får de fastsatte udledningsmål i de nye vandplaner for blandt andet Limfjorden og Mariagerfjord hævet. Det vil være til gavn for landbruget uden det af den grund vil skade miljøet. Vi kan ikke drive landbrug på baggrund af den kvælstofpolitik, der føres i dag. Den eneste måde vi kan ændre på den politiske dagsorden er ved at udfordre de allestedsnærværende modelberegninger med faktuelle målinger fra virkeligheden," mener Agri Nords formand.

"Sunde, raske og velpassede planter optager mere kvælstof fra miljøet end syge og svage planter som er resultatet af kvælstofmangel i marken," påpeger chefkonsulent Flemming Floor Jensen.

Byvand spiller ind

Flemming Floor Jensen fortæller, at en af prøverne skiller sig negativt ud med en højere værdi og er med til at trække gennemsnittet en anelse op.

"Prøven er taget fra et dræn, hvor der også kommer en del byvand, så det ikke udelukkende er drænvand fra landbrugsdriften," siger han.

Han fremhæver desuden, at kvælstofindholdet i et vandløb bliver lavere jo længere væk fra udløbet af drænet man måler. Så det kvælstof, der måtte være i drænvandet, vil blive yderligere reduceret, inden det når fjorden.

Der tages prøver to gange mere denne vinter ved de samme dræn for at give et så nuanceret billede af kvælstofindholdet som muligt.

Emneord kvælstof

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.