Største nedgang i udbytte i 100 år: Det viser LandbrugsAvisens høstprognose

Med udsigt til en kornhøst på 6,1 mio. ton bliver årets kornhøst sensationelt lav.

Årets kornhøst er den ringeste i 100 år målt i forhold til et normaludbytte.

Det viser LandbrugsAvisens høstprognose, der vurderer, at årets kornhøst bliver 6,1 mio. ton, hvilket er næsten fire mio. ton mindre end i 2017 og 3,1 mio. ton mindre end ti års gennemsnit.

1960’er-niveau

Normalt ligger kornhøsten stabilt mellem 8 og 10 mio. ton.

Den forventede kornhøst på 6,1 mio. ton i år svarer til kornhøstens størrelse for 50 år siden. Dermed er årets høst helt sensationelt lavt.

Høsten har ikke været så dårlig siden tørkesommeren i 1976, hvor Danmarks kornhøst var 5,9 mio. ton.

Største nedgang

Ser man på Danmarks kornhøst 100 år tilbage, har udbytterne naturligvis været stigende. Men sammenligner man de enkelte års høst med det normale udbytte, har der siden 1920 kun været tre år, hvor høsten lå mere end 20 procent under 10 års gennemsnitsudbytte.

Det var i 1992, 1941 og 1920, og der var tale om 20-22 procents udbyttenedgang. Dermed viser 2018 høsten, der er 35 procent under 10 års gennemsnitsudbytte, den største nedgang i forhold til det normale udbytteniveau i 100 år.

Det er især tørken, der er skyld i det lave udbytte. Det spiller dog også en rolle, at efteråret var vådt, så der blev sået mindre vintersæd og mere vårsæd, der giver lavere udbytter.

Koster 3,3 mia. kr.

Lige nu ser den dårlige høst ud til at koste danske landmænd 3,3 mia. kr., hvis de solgte hele årets korn- og rapshøst i dag.

I hvert fald hvis man sammenligner med, hvis de havde solgt 2017-høsten for præcis et år siden. Det viser LandbrugsAvisens beregninger, der er baseret på de opnåelige landmandspriser for korn og raps ifølge kornbasen.dk 30. juli i henholdsvis 2017 og 2018.

Når tabet ikke er større, skyldes det, at kornprisen faktisk ligger cirka 25 procent højere lige nu end på samme tidspunkt sidste år. For et år siden var den opnåelige landmaandspris for hvede omkring 110 kr. pr. hkg, mens den nu er 137 kr. pr. hkg. Til gengæld er den opnåelige rapspris næsten uændret 272 kr. pr. hkg.

Tabet på 3,3 mia. kr. gælder kun korn og raps og svarer til godt 2.000 kr. pr. hektar. Tabet fra samtlige arealer vurderer Seges til 5,8 mia. kr.

Kun prognose

LandbrugsAvisens høstprognose er baseret på oplysninger om udbytter fra planteavlskonsulenter 16 steder i landet.

Prognosen er lavet efter at 69 procent er høstet. Normalt ligger høstprognosen 0-5 procent fra Danmarks Statistiks opgørelse af årets høst, der kommer til november.

Da situationen er så udsædvanlig i år, kan afvigelsen være større. Desuden kan det få indflydelse, at mælkeproducenter for at redde grovfoder til dyrene har høstet kornafgrøder som helsæd, så de ikke høstes som kerne.

Endelig kan det vise sig, at de sidste marker, der høstes er dem, der har fået mest vand og dermed giver lidt større udbytte.

Læs mere i LandbrugsAvisen torsdag.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.