Engelske farmere: Regenerativt landbrug er et modsvar på høje gødningspriser

Ugen på Spidsen: Regenerativt landbrug får meget omtale i England. Flere landmænd har gennem den seneste tid taget principperne i begrebet til sig. De mener, at de kan spare store mængder handelsgødning, ligesom de mener, at de kan skære ned på forbruget af kemi og øge biodiversiteten, skriver denne uges klummeskribent på Mark Plus.

Der findes ikke en præcis definition af begrebet regenerativt landbrug. Men det bygger på principper om, at jorden skal bearbejdes mindst muligt, at der skal dyrkes efterafgrøder, og at der skal være en god diversitet og et sundt sædskifte.

Det vinder frem blandt engelske planteavlere, som blandt andet har konstateret, at et sædskifte med vinterraps efterfulgt af to år med vinterhvede ikke er holdbart i længden.

MERE ROBUST JORD

At regenerativt landbrug fylder meget mere i England end Danmark bliver blot understreget af, at selveste Prins Charles forud for den 22. World Congress og Soil Science i Glasgow omtaler regenerativt landbrug.

Han siger blandt andet, at engelske landmænd med begrænset jordbearbejdning samt et reduceret input af gødning og andre hjælpestoffer, kan forbedre jordens frugtbarhed - samtidig med at de lagrer større mængder kulstof i jorden og øger biodiversiteten.

Han mener således, at der med dygtig driftsledelse og tilstrækkelig innovation er mulighed for at gendanne 40-60 procent af det kulstof der er gået tabt i jorden

SPARER DYR KVÆLSTOF

På globalt plan anslås det ifølge Farmers Weekly, at 15 procent af landbrugsjorden drives efter principperne i regenerativt landbrug. 

Når regenerativt landbrug er mere udbredt i England end i Danmark, skyldes det formentlig flere forhold.

Et væsentligt forhold er, at engelske landmænd generelt gennem en årrække har drevet deres landbrug med et højere input end danske landmænd gør.

Det gælder både i forhold til tilførsel af kvælstof og i forhold til forbruget af planteværnsmidler.

En lang periode med et højere input af kvælstof gør det således lettere for de engelske landmænd at reducere tilførslen af kvælstof med 10, 20 eller 30 procent, uden at det går ud over udbytterne.

Fornuftige principper

Principperne med at holde jorden dækket af afgrøder hele året rundt, og at praktisere et varieret sædskifte, hvor der opbygges kulstof i jorden virker da også gangbart.

Det er også et mål for danske landmænd, som ønsker at opbygge en robust jord fuld af liv, og som kan holde på vand og næringsstoffer i de perioder af året, hvor der er overskudsnedbør – og binde en større mængde vand i jorden i sommerhalvåret.

Der er således ingen tvivl om, at principperne i regenerativt landbrug også er interessant for danske planteavlere.

Den manglende definition af begrebet gør, at man kan tage hul på principperne i mindre bidder, og at man selv bestemmer, hvor hurtigt man vil gå frem.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.