Første høst af spinatfrø: Mælder og lave spinatplanter sænker udbyttet til det halve

Driftsleder Rasmus Eriksen og eleven Frederik høstede i går knap 25 hektar spinat til frø på Diget Landbrug ved Kerteminde.

På bedriften Diget Landbrug ved Kerteminde blev høsten af spinat til frø skudt igang i går onsdag - næsten fire uger tidligere end sidste år, hvor høststart var 6. august.

Driftsleder Rasmus Eriksen fældede 25 hektar spinat til frø med bedriftens Case Axial Flow 9120 udstyret med 40 fods MacDon skærebord, og eleven Frederik kørte fra til tørreriet.

Afgrøden var nedvisnet tirsdag morgen i denne uge med 2,0 liter Reglone pr. hektar, som gav en - omend ikke optimal, så dog tilfredsstillende virkning, ifølge Rasmus Eriksen. Forfrugten var vinterhvede.

Spinat lukkede ikke rækkerne

Afgrøden har i høj grad været præget af tørken.

"Spinaten blev egenligt etableret fint i foråret, og planterne så gode ud. Men så satte tørken ind i maj, og det betød at planterne ikke voksede, men brugte kræfterne til at sætte frø.

Derfor har rækkerne ikke lukket som de plejer, og det giver jo en dårlig konkurrence over for ukrudtet. Især mælder har trivedes rigtig godt," fortæller Rasmus Eriksen.

Han skønner, at der højst er faldet 20 mm nedbør fra maj frem til i dag på bedriftens jorde - og så er egnen endda i forvejen et af de tørreste steder i landet.

De lave spinatplanter betød, at gårsdagens høst var vanskelig.

"Det var svært at få hele materialet med, også fordi spinatplanterne ligger ned, så der er nok blevet nogle spinatfrø tilbage ude på marken," vurderer Rasmus Eriksen.

Udbytte på 600-700 kg pr. hektar

Han forventer et udbytte i omegnen af 600-700 kg renvare pr. hektar, og det er halvdelen af et normalår. Men han understreger, at det svært at vurdere udbyttet, fordi der er kommet mange mældefrø med i frøtanken - og som i øvrigt er svære at sortere fra. 

Vandindholdet for gårsdagens høst er ikke målt, men på grund af de relativt mange ukrudtsfrø, som er med i bunken af spinat frø, er der behov for nedtørring. Spinatfrøene leveres til Jensen Seeds.

Diget Landbrug har i alt 61 hektar med to sorter af spinat til frø til høst i år, og høsten fortsætter i dag.

"Vi har spinat både, hvor der er pløjet, og hvor der kun er harvet, og det virker som om at jorden på det pløjefri bedre har kunnet holde på vandet. Den pløjefri spinat er også grønnere og skal først høstes om 14 dage, og der tror jeg udbyttet bliver ok, siger Rasmus Eriksen. 

Diget Landbrug har et markbrug på 450 hektar fordelt på to ejendomme. På markplanen til høst i år er der spinat til frø, rødsvingel, strandsvingel, hvidkløver, purløg, lupin, timian, hvede, vårbyg, raps og majs til biogasanlæg.

Mere om dette tema

Her kan du se indsendte billeder og læse artikler i forbindelse med LandbrugsAvisen og Gjensidiges årlige konkurrence "Skyd høsten". 

Læs mere om konkurrencen eller deltag med dine egne billeder her

Udover markbruget har bedriften en kylllingeproduktion med en årlig produktion af 900.000 slagtekyllinger.

Spinatfrø i gang flere steder

Høsten af spinatfrø er i gang flere steder, og det er fire uger tidligere end normalt, oplyser Poul Nyvang Andersen, frøavlskonsulent for Vikima Seed.

Han forklarer, at spinatfrøhøsten ligesom alle andre afgrøder er påvirket af tørke og af en forkortet vækstsæson.

Årets vækstsæson har budt på færre svampeangreb, men flere angreb af lus. Høsten kræver knap så meget tørring, men til gengæld besværliggøres den af ekstremt korte planter, hvor skærebordet skal helt ned til jorden, oplyser frøavlskonsulenten.

Rasmus Eriksen er første indsender af høstfotos for spinat til frø i konkurrencen "Skyd Høsten Først", og vinder dermed et gavekort til Restaurant Flammen til en værdi på 800 kr. 

 

 

Emneord skyd

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.