Tidlig såning af raps: Ny grubbesåmaskine sparer arbejdstid - det ser godt ud

På Hyrup Søndergaard i Østjylland blev såningen af vinterraps skudt i gang fredag. Det sker med en nyindkøbt Heva-grubbesåmaskine, og den har udført et godt arbejde, bedømmer driftsleder Viggo Kjær Poulsen.

Hen over weekenden har flere bedrifter skudt en tidlig såning af vinterraps i gang. En af dem er Hyrup  Søndergaard ved Stouby i Østjylland.

Her begyndte såningen af 140 hektar vinterraps fredag eftermiddag med bedriftens nyindkøbte 4 meter Heva grubbesåmaskine. Mandag eftermiddag er der sået 80 hektar, og opgaven ventes afsluttet onsdag i denne uge.

"Vi har købt grubbesåmaskinen, fordi vi så slipper for at pløje og så med rotorsæt, hvor vi skal være tre mand i gang, og så kniber det med at holde mejetærskeren i gang også.

Nu kan jeg sætte vores unge mand i gang med at så rapsen, mens jeg selv kører ud for at høste, og vi har så to mand fri til at køre korn fra", forklarer Viggo Kjær Poulsen, driftsleder på Hygum Søndergaard.

At så med den nyindkøbte grubbesåmaskine, beskriver han som samme følelse som at få en ny hundehvalp - man har glædet sig til det, men man ved ikke rigtig, hvad man får.

"Indtil videre er jeg positivt overrasket, for jeg har altid troet, at man ikke kunne så uden at pløje. Det må jeg nok revidere, for jeg er svært godt tilfreds med den måde, det ser ud på, og jeg forventer at vi holder et uændret udbytte", siger Viggo Kjær Poulsen.

Halm fjernet og sneglemiddel udlagt

På Hyrup Søndergaard sås rapsen i kold, ubekvem stiv lerjord, og forfrugten er vinterbyg. Halmen er presset og solgt, fordi det er første gang rapsen etableres uden plov, og der er ingen grund til at løbe en risiko med en ubekendt faktor, vurderer driftslederen.

Forud for såning er der tildelt 20 ton slagtesvinegylle pr. hektar, svarende til 50 kg N, og der er foretaget en let jordbearbejdning med en Väderstad tallerkenharve.

På den stive lerjord er snegleangreb hyppige, og derfor udlægges sneglegift med grubbesåmaskine fra en separat såkasse - det sparer cirka halvdelen af mængden i forhold til udlægning med ATV.

Den anvendte sort er Smaragd med udsædsmængde 2,8 kg pr. hektar. Med den tidlige såning forventes det, at rapsen skal vækstreguleres i efteråret. Efter såning tildeles Agil for at få ram på blandt andet spildkorn af vinterbyg.

Sammenligner med naboen

"Vi har en nabo, der har sået raps af samme sort og samme dag som os, og også med tildeling af gylle, bare med pløjning og såning med disc-såmaskine. Det bliver spændende at måle de to metoder op mod hinanden til høst", siger Viggo Kjær Poulsen. 

Hyrup Søndergaard omfatter et markbrug på 650 hektar, hvoraf de 250 hektar er ejet. Dertil kommer en produktion af 25.000 slagtesvin årligt

Når kornafgrøderne skal sås ind i september, sker det på pløjet jord og med et seks meter rotorsæt - men måske kunne vi finde på at så vinterhveden direkte i rapsstub, afhængig af vejret, bemærker Viggo Kjær Poulsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.